Laurits

En form for status

2011-12-19T11:35:00.000+01:00

Jeg har faktisk født to børn, og det er ikke i orden, at det kun er det ene, der lever. Det er bare ikke i orden. Det er juletid og årsskifte med lys i mørket og status, så i det mindste vil jeg skrive et par ord her på Laurits' blog. En blog, der er så forsømt, at jeg ikke kan lade være at tænke: "død drengs døde blog".

Da Laurits var død oplevede jeg, hvordan det blev at leve godt efter omstændighederne - de værste omstændigheder man kan have som forælder.

Med Viola er det ligesom vendt på hovedet. At hun kom rask og levedygtig igennem graviditet med truende abort og for tidlig fødsel er de bedste omstændigheder. Men nu har jeg oplevet, hvordan det er at have det skidt trods de gode omstændigheder. Det var rigtig svært at være barnløse forældre i flere år og at gå igennem alle de behandlinger og tre aborter. Det var så hårdt, at vi ikke kunne tage det 100 % ind, men hele tiden bed tænderne sammen og fortsatte. Heldigvis resulterede det jo så i Viola, men for at tage ordentligt imod hende har jeg også måttet forholde mig til alt det, der har hobet sig op i løbet af årene. Det er nok ikke helt på plads i mig endnu, men når jeg ser et års tid tilbage er det i hvert fald gået fremad siden!

Jeg føler mig ikke konstant på tynd is nu og Viola er simpelthen blevet en robust et-årig. 2011 har givet os lutter gode erfaringer i at have et levende barn, så mine skuldre er efterhånden sænket og jeg trækker vejret mere ned i maven. Jeg kan sagtens blive snot forvirret og føle mig helt ved siden af situationen, når noget nyt kaotisk sker med Viola, men som sagt ligger der nu et ret godt fundament at falde tilbage på. "Det skal sgu nok gå det hele" er blevet grundfølelsen.

Men... når så jeg alligevel mærker en udefinerbar uro, halvangst, forkerthed boble frem af ingenting, så ved jeg, at det gælder om at huske mig selv på, at det faktisk ikke er i orden at have født to børn men kun have ét.

Et år

2011-11-01T11:11:00.000+01:00

Viola har allerede haft 1 års fødselsdag.

Hun fik lov til lagkage og åd som aldrig før. Aj, det passer ikke; hun åd som hun plejer ;-) Hun har en god appetit, og det gælder heldigvis også på livet generelt. Hun kunne sagtens feste igennem hver dag og trives tilsyneladende med lettere kaos omkring sig. Det er SÅ skønt at opleve! Og heldigt nok, når vi nu fik arrangeret, at hendes dåb skulle være tre dage efter fødselsdagen. Når jeg tænker på det lillebitte menneske vi kom hjem fra Riget med for knapt et år siden, så kan jeg godt huske, hvordan det bare handlede om at give hende maximal fred og ro til at sunde sig, sove, spise, vokse, vokse, vokse... Ikke for mange indtryk og helst bare være tæt på mor eller far dagen lang. Det galt helt sikkert også for mit vedkommende, at jeg også skulle sunde mig i lang tid og bare have min lille unge tæt på mig. Nu gælder det om at give Viola oplevelser, indtryk og svar dagen lang. "A det?! A det-det??!!" lyder det konstant fra den nysgerrige lille fjollede tøs, der bor hos os.

Den 4. november sidste år kørte vi hjem med vores lille, grønne gulsots- og sondemads-fnug af en baby. Fuld af liv var lille V, men også helt skrøbelig, indesluttet og på en eller anden måde næsten ikke født endnu. Den 23. oktober i år fik vi sluttet en meget vigtig cirkel i vores liv, da vi kørte ind til dåb på Riget. Det kunne bare ikke være anderledes... det skulle være med Laurits' præst og på Riget. Det var en stor og rørende dag. Meget lykkelig og glad.

Vi har haft en særlig flaske champagne liggende fra før Laurits' fødsel som vi i sin tid havde tænkt os at åbne, når han var født. Det blev der bare slet ikke anledning til, da shok og sorg smadrede det hele. Til Violas dåb fandt vi dog anledningen, og (også) på den måde var Laurits med på dagen.

Luft under vinger

2011-09-27T21:25:00.001+02:00

Viola har endnu meget lidt respekt for tyngdeloven. Synes bare det er fis og ballade og overlader besværet med at holde fast og passe på til os forældre. Det er egentlig heller ikke det store problem, så længe man lader være at sætte hende op, hvor hun kan falde ned. Men ind i mellem skal der rigtig luft under de vinger hun gudskelov ikke har. Ind i mellem skal hun kastes op, slippes og mærke suset i maven. Jeg mærker så, hvor tung hun er blevet, når hun lander. Min lille baby er blevet forvandlet til noget andet. Hun lugter heller aldrig af gylp mere, men af rugbrødsmadder og agurk. Det er utroligt at hun er her - jeg kan næsten ikke begribe lykken i det - men også så meget nede på jorden. Der er formiddage, der flyder, eftermidddage, der ruster og aftensmadder, der altid skal klares. Om få dage er der også en vuggestue... det bliver sikkert slet ikke tosset.

Laurits er ham, der virkelig har vingerne. Han fløj væk og efterlod mig forandret som aldrig før. Det er overhovedet ikke nede på jorden med ham, men flyvsk og uhåndterligt. Og så alligevel... han ligger jo på en måde i jorden og han er så stille. Jeg savner ham. Nogle gange skal det simpelthen siges eller skrives, som her. Hvis ikke her, hvor så?

Hvor stor er Viola?

2011-08-05T10:15:00.002+02:00

Såååå stor.

Hvor blev det lille godt to kilos myr af?? Jeg fatter det ikke...

Viola trives så godt, at jeg forlængst er begyndt at tage det for givet, og det er jo ret skønt. Hun har appetit på livet og bruger en del tid på at sige "mam-mam-mam!!". Jeg har faktisk overhovedet ikke tid til at sidde her ved computeren, for jeg skal nå i bad og have noget mad klar til svesken inden hun vågner af formiddagslur, for ellers kommer jeg lynhurtigt bagud i dagens program. Men her et par billeder af den gode grund til at Laurits' blog står stille. Sådan en "lille" lillesøster... det er slet ikke så tosset.

Fredag aften ikke alene hjemme

2011-06-10T22:31:00.004+02:00

Der ligger en baby inde i mit soveværelse! Virkelig!! Hun ligger der med hud og hår og trækker vejret sukkende, når jeg åbner døren på klem og lister ind på det knirkende gulv. Åh, hvad er det med sovende børn? Noget i mig både dør og blomstrer over sådan et hikstende suk, og jeg ser bare min lillebitte nyfødte baby-Viola. "Børn er sødest når de sover" er kun et af mange udsagn omkring det at have børn, som Viola giver en helt anden dybde nu. Lige nu sukker jeg efter at tage min baby i armene og holde hende tæt mens jeg dufter til hendes knapt én cm. lange, usynlige hår. Men jeg kan godt dy mig. Skal sandelig ikke have vækket den klynke-tosse med myrer i benene, roterende overkrop og vildtvoksende hjerneceller, der får hende til at sige "Maaaam!" med stor sult og nød i stemmen, når hun vågner et sted imellem fem og seks. Hende den syv måneder gamle baby-teenager, der for en tre timer siden blev fornærmet på mig, da hun konstant sparkede sig selv væk fra brystet. Hende, der får mig til at nyde at være længe oppe når hun sover... tsk, tsk, tsk.

Tusindvis af banaliteter åbner sig som komplekse verdener og kamel på kamel på kamel må sluges. Jeg prøver at bevare den inderst-inde-ro, men helt ærligt; jeg er fanget. Det her forældreliv er ikke set udefra, men følt inde fra midt i det hele. Så mange tanker har jeg gjort mig om at være forælder til en levende, men Viola kræver handling her og nu og hele tiden, og det er ikke min stærke side. En klog veninde beskrev engang hendes dejlige, lille datter som den hårdeste arbejdsgiver hun havde haft (og denne veninde arbejder altså i en rigtig mandeverden), og jeg kan nu forstå 100 % hvad hun mente. Eller jeg kan føle det. Men ligesom min veninde er det med et smil på læben jeg mærker, hvor fyldte mine arme er blevet med Viola. Ikke fyldt, der hvor Laurits skulle have været, men nu har jeg begge dele. Tænk, der ligger en baby - selveste VIOLA - inde i soveværelset.

Fem - eller 100?

2011-05-23T21:23:00.004+02:00

Fem år er gået siden lille Laurits var her. Jeg føler mig gammel og synes, at han har været en del af mit liv i 100 år. Han var den første, der lærte mig noget om at være mor. Med ham fik jeg ganske enkelt tændt en kæmpe kærlighed, som har brændt og gjort ondt men også varmet i alle de her fem år. Nu er Viola her, Laurits er ikke... Det er min sandhed, realitet og hverdag. Jeg tror faktisk, at Viola får noget af Laurits' kærlighed og det er helt i orden, for det gør den ikke mindre.

20. april

2011-04-20T22:53:00.004+02:00

Nul og et halvt år!!

En virkelig god undskyldning for at lave en lagkage.

Stille store oplevelser

2011-04-12T16:47:00.006+02:00

Vi var i sommerhus. Simpelthen. Et tyndt hus med masser af træ og lidt linoleum, en brændeovn, en edderkop i fuld jagtspring hen over stuegulvet hvor jeg var nødt til at være den store mor og klaske, grund ned til vandet, opvaskemaskine, masser af mad, kun få dage gammelt rod, fiskeri, gåture i skov og ved strand, tidligt op og tidligt i seng.

Det var i Jylland og selvom Danmark er et lille land og selvom vi ikke skulle meget længere end krydse to broer, så var det følelsen af frihed og road-trip at køre af sted med bilen pakket fuld af Viola-ting OG Viola - pigen med de blå, blå øjne... Tænk, at hun fulgte med. Hun er ganske virkelig blevet en del af hele vores liv og nu har hun set sit første hav.

(Se Katja, jeg sagde jo, at der var palmer i Bogense)

Lillesøster-tra-la-la

2011-03-31T22:22:00.006+02:00

Se lige hvor skøøøøn hun er!

Jeg tror nok stadig hun ligner Laurits. Nogle gange ligner hun i hvert fald en dreng...

Hun havde hår som nyfødt, men har nu det bareste, lyse hoved, der dufter af smørbagte småkager og friskt, knasttørt hø. Uhm...

Hun er begyndt at kunne grine med lyd på. Åh, det er så dejligt. Hun har nu også mindet mig om, hvor tæt gråd og latter er på hinanden.

I dag var det lige før jeg tror hun drillede mig. Hun begyndte i hvert fald at smågrine ad mig, da jeg "skældte hende ud" over en klat gylp jeg opdagede i nakken - på mig selv, forstås.

Vi tror hun krammer os lidt. Hun holder fast-fast med armene om halsen på os og bider i vores skuldre.

Hun bliver selv så stolt og lysende glad, når man trækker hende forsigtigt op i armene. Så er hun på én gang blevet en stor pige, men samtidig også bare sådan et lille menneske, der sidder der på sin rumpe helt prisgivet at man holder hende.

I mandags kunne hun ikke nå sine fødder - i dag griber hun sikkert fast i tæerne hver gang hun skal skiftes.

Sut og sutteflaske har ikke været noget for V i næsten hele 2011. For nylig skulle vi prøve flaske igen (for det kunne godt nok være skønt med en forældreaften ude snart), men hun blæste bare bobler i den. Sut er hun dog begyndt på i tirsdags, hvor faren kom hjem med endnu en ny slags. Det har betydet, at hun de sidste to nætter kun har været oppe og spise én gang, for nu kan hun jo bruge sut som trøst :-) Skønt! Dejligt med mere søvn til os alle! Klaveret spiller meget bedre.

Søvn er godt(nok svært nogle gange)

2011-03-24T04:17:00.002+01:00

Som enhver småbørnsmor drømmer jeg om lange nattesøvne. Sidste nat var streng, da lille V lå mellem os og brændte og klynkede efter fem måneders vaccinationen. Stakkels, stakkels lille barn. I nat - som er lige nu - har jeg ikke kunne finde søvnen igen efter amning ved 1-tiden, selvom V sover sødt. Det er sgu irriterende. Men så får jeg da vasket lidt tøj og får børstet lidt af de tunge, støvede tanker af hjernen.

Et helt år

2011-03-17T19:51:00.003+01:00

Et år, som Viola har gjort helt, rundt og fyldt.

For præcis et år siden blev lillebittebittebittebittemikromini-Viola i form af et befrugtet æg lagt hjem i min mave. Der groede hun sig stor og trodsede alle odds, så hun kunne komme levende og stærk ud. Det er vist ikke for meget at kalde det for 'noget af en rejse'.

Nu... lige nu hænger Viola lidt ud hos sin far, og jeg kan høre hendes søde pludren inde fra soveværelset. Hun er så vildt vidunderlig og har foldet sig meget ud i denne uge. Hun kan spise små portioner grød, grine, pludre højt og længe og tilmed finde sig mere i at ligge på maven. Mor er stolt! Og nu skal jeg ind og blande mig i hyggen (hm... det lyder efterhånden også lidt klagende som i: "mOAr, jeg vil godt snart ha' noget mæææælk!).

Til slut et romantisk barselsbillede (sådan er det overhovedet ikke hele tiden, men det ER der):

Om Violas fødsel

2011-02-21T23:06:00.002+01:00

I fredags fik jeg en rigtig god og rigtig tiltrængt snak med den jordemoder, der var til stede ved Violas fødsel. Hun er en jordemoder efter mit hoved; varme øjne, mild, venlig, imødekommende, klog og erfaren. Jeg gad godt at have født rigtigt med hende... Alle fødsler er selvfølgelig rigtige, men jeg har alligevel en stærk følelse af at være snydt for en god oplevelse og af at noget var helt forkert og gik ret så galt. Nu kom Viola jo heldigvis både levende og særdeles levedygtig ud og jeg overlevede da også, men det blev både et akut og kompliceret kejsersnit, hvilket var præcis en del af hvad jeg havde frygtet. Viola blev opereret ud af maven på mig, hvorefter hun blev fjernet, og jeg blev opereret videre, kom i fuld narkose og der gik mange timer, før jeg kunne få min lille baby i armene. Og så var det en skrøbelig baby afhængig af pleje på neonatal for at komme ordentlig i gang med livet. Nu forsøger jeg mig med en fødselsberetning her. Ud med ordene og sådan. Det bliver en lang fortælling, vil jeg bare lige sige.

Frygt prægede i det hele taget fødslen. Allerede tidligt i graviditeten havde vi fået at vide, at fødselslægen klart anbefalede et kejsersnit igen, da jeg sidste gang havde fået et ar på tværs af muskelfibrene i livmoderen, hvilket gjorde det risikabelt med veer. Livmoderen kunne briste, simpelthen, og den slags kan give moderkageløsning og akut iltmangel hos barnet. Jeg var meget ked af, at det skulle være et kejsersnit igen, men selvfølgelig var der ikke nogen anden mulighed. Det var netop for at feje den værste frygt - Snillens død - væk, at jeg måtte sige ja til det kejsersnit.

Undervejs i graviditeten var der jo "lige lidt frygt" i forhold til at abortere eller føde for tidligt. Med hjælp fra 'Abortus Habitualis' klinikken på Riget styrede min krop denne gang udenom en tidlig abort, men netop som vi var begyndt at slippe frygten på det område, og jeg var kommet næsten halvejs i graviditeten, fik jeg en pludselig, uforklarlig blødning. Jeg glemmer aldrig den frygt vi havde for endnu et dødt barn. Fra da af så jeg virkelig frem til, at jeg skulle komme så langt hen, at Snillen i det mindste havde en mulighed for overlevelse. Så langt var jeg heldigvis nået, den aften jeg fik de første kraftige plukkeveer, men det var stadig for tidligt. Faktisk var det cirka én uge tidligere end da Laurits' fødsel gik i gang, og jeg gik og glædede mig rigtig meget til at komme forbi den lidt følsomme milepæl. For selvom jeg husker med en vis glæde på Laurits' fødsel, fordi det var dér vi fik ham, så skulle det helst ligne så lidt som muligt denne gang! Desværre kom det til at ligne rigtig meget på nogle punkter.

Et af punkterne var, at vi også denne gang måtte køre den lange tur fra sydsjælland til København med veer. Det var midt om natten, for vi havde været til fødselsdag hos Bos far og vi skulle sove der. Jeg havde kun lige lagt mig i sengen, da det startede med kraftige plukkeveer. Efter halvanden time måtte jeg vække Bo, for plukkeveerne blev både kraftigere og regelmæssige og jeg var på ingen måde tryg ved at være over 100 km. væk fra Riget. I bilen sad jeg og skrev ned hver gang en ve startede, så jeg havde noget konkret at fortælle fødegangen. Bo var nødt til at forsøge at være rolig for at køre bilen, men det var han jo ikke, han var skræmt.

I Kbh. skyndte vi os op i lejligheden og ringede til fødegangen (havde ikke nummeret på os, for vi var jo slet, slet ikke klar til fødsel endnu), mens jeg lynhurtigt smed et par ting i en taske; kamera, en tandbørste, en Laurits-hue, vandrejournal og så ud af døren igen. På fødegangen blev jeg lagt med ve- og hjertemåler på maven. Ingen tvivl om, at der var veer. Jordemoderen var rimelig rolig, men vi var næsten paniske. Det her var for tidligt! Det her mindede i uhyggelig grad om sidste gang. Alle rare tanker om 'dengang med Laurits' kunne vi ikke bruge til noget som helst, for dette var NU med Snillen og vi følte, at hendes død var alt for mulig og tæt på. Helt paniske blev vi, da Snillens hjerterytme begyndte at blive påvirket af veerne, så den gik ned under halvt tempo. Vi vidste ikke, at det var normalt, så vi troede faktisk, at nu døde hun. Vi var alene på stuen i det øjeblik, så Bo fik fat i en jordemoder, der kom og beroligede os. Hun guidede os igennem et par veer og hjertedyk, så vi kunne forstå, at det er ok og normalt at rytmen dykker, når bare den kommer godt op igen. Det gjorde den. Snille kompenserede rigtig fint for det pres hun var under. Men hvordan skulle vi kunne tro rigtig på, at hun havde det godt derinde?

Spørgsmålet var, om jeg virkelig var ved at gå i fødsel, eller om det 'bare' var småveer, der ville gå i sig selv. Der var noget med en prøve, der blev lavet ud fra en indvendig undersøgelse, men jeg husker ikke helt detaljerne i denne nat. Det blev dog besluttet at jeg skulle have en indsprøjtning med lungemodnende stof til Snillen med det samme, og at der også skulle køres en gang vehæmmende drop over det næste døgn, så det lungemodnende kunne nå at virke, hvis fødslen ikke var til at standse helt. Ud på de tidlige morgentimer lå vi så der i hver sin seng (Bo fik faktisk redt op på fødebriksen – så har han sgu prøvet det med), og jeg kunne mærke, at veerne tog af... aaaahhhh.... Det blev til nogle timers formiddagssøvn inden jeg blev installeret på en stue på svangregangen. Her skulle jeg ligge i min seng, undtagen hvis jeg skulle på toilettet. Veerne var nu blevet stoppet, men aftalen var, at hvis fødslen gik i gang igen, skulle den ikke stoppes, for så var der nok en grund til, at barnet ville ud.

Søndag aften kom de kraftige plukkeveer igen, men blev ikke regelmæssige. Jeg var desuden begyndt at bløde lidt. Mandag var rimelig rolig trods fortsat blødning. Nu nåede det ikke at blive til mange dage på svangregangen, men tiden kan føles ulidelig lang, når man 'bare' ligger og holder på sit barn. Tirsdag aften begyndte veerne at komme igen... Jeg var ikke glad for det, men prøvede at ligge heeeelt stille og trække vejret dybt igennem veerne, så jeg måske selv kunne få min krop til at stoppe det show. Det kunne jeg dog ikke, og omkring klokken halv to om natten kaldte jeg på jordemoderen og forklarede, at jeg nu ikke var helt tryg ved smerterne. Hun var rigtig god og forstående. Jeg var nemlig bange for, at en undersøgelse af livmoderhalsen (som jo er første meget naturlige undersøgelse hos en måske fødende) ville sætte yderligere skub i veerne. Det samme var hun, så vi aftalte at give det en halv times chance mere for at falde til ro. Nogle gange er det jo bare en forstående person ved sin side, der kan gøre den rolige forskel. Det var det dog ikke her, og jeg måtte over til undersøgelsesrummet. Her blev veerne kraftigere og jeg var mere og mere bange. Vidste godt, at nu kørte kejsersnitsbussen snart af sted med mig! Da en læge sagde; ”nu gør vi klar til at køre dig ned på fødegangen og du kan ringe til din mand” var jeg allerede angst, angst, angst! Jordemoderen havde mærket, hvordan babyens hoved stod langt nede og jeg var begyndt at åbne mig. Vandet kunne gå hvad øjeblik det skulle være, for der stod en spændt fosterhinde helt fremme. En ting var, at jeg især på egne vegne var bange for kejsersnittet, men nu var jeg også bange for, at vi ikke nåede det, så jeg pludselig skulle føde naturligt. Det regnede jeg bare ikke med, at Snillen kunne holde til. Jeg var i uge 33+2 og selvom det er en ok alder for en for tidlig født, så er det selvsagt ikke optimalt. Og hvad mon min krop egentlig havde gang i? Hvorfor var den fødsel gået i gang?? Havde vores lille pige det rigtig dårligt inde i min mave??? Med Laurits' tidlige fødsel + tre aborter + blødning midt i denne graviditet og al den behandling jeg havde gennemgået for at holde på graviditeten, var jeg bare usikker på alt. Jeg rystede og kunne overhovedet ikke slappe af i kroppen. Havde sådan en instinktiv følelse af, at det var mit ansvar at holde det barn inde, indtil nogen andre var klar til at tage hende ud af min mave. Det kunne kun gå for langsomt, samtidig med, at jeg helst ville flygte fra det hele. Jeg følte, at jeg var ved at tabe hende: ”hun falder død ud af mig om lidt, hvis ikke nogen andre tager over”.

Bo var kommet ind i undersøgelsesrummet og fik udleveret sit tøj til operationsstuen, og læger, jordemoder, sygeplejersker gjorde det klar de nu skulle på og omkring mig. Jordemoderen havde varme øjne og smil og det betød så meget for mig. Hun skulle jo tage imod vores lille barn og give hende til Bo. Det var ikke til at fatte; nu skulle det virkelig ske, nu blev vi forældre igen. Men jeg var bare bange! Bange for det hele, alting, havde ondt og kunne overhovedet ikke følge med, selvom jeg havde prøvet kejsersnit før. Jeg ville egentlig heller ikke være med, for det var ikke sådan her det skulle være. Bo var min støtte og jeg var død af skræk uden ham. På operationsstuen skulle jeg bedøves i ryggen, hvilket jeg på forhånd havde været bange for (ligesom sidst). Heldigvis var det en virkelig dygtig læge, der havde den tjans og det blev det mindste af det hele... Jeg mærkede det faktisk ikke rigtig. Efter jeg var bedøvet viste han mig heeeelt stille og roligt, hvordan jeg kunne mærke forskel på min vågne overkrop og min bedøvede underkrop. Den kolde klud med sprit var iskold på min arm, men bare klud på min mave. For jeg havde sgu glemt, hvilken virkelig underlig fornemmelse det er, at man faktisk godt kan mærke bevægelserne på det bedøvede, men bare ikke smerten (og dermed heller ikke kulden fra kluden). I det hele taget havde jeg glemt så meget fra Laurits' fødsel, eller rettere; jeg har gjort hans fødsel til et minde, noget som jeg husker med en vis glæde, fordi det er sådan jeg gerne vil huske den korte tid med min lille dreng. Men nu var jeg pludselig i den rå virkelighed, her og nu, hvor krop og instinkter tog over og bare havde en ting at sige; ”NEJ!!!” Et sted bag angsten lå selvfølgelig også forventning og glæde over, at vi skulle have vores datter ud i verden, men der var bare næsten ikke plads til glæden. Til en vis grad lukkede jeg også bare af for det hele og opførte mig 'pænt'. Det er ligesom min måde at takle hospitalsdominansen på. Og for satan man er domineret, når man ligger der som en klump kød, et stykke arbejde, og alt hvad man kan mærke er smerte, ubehag og ingen mulighed for selv at gøre noget.

Det grønne klæde blev sat op og den ene operationslæge sagde (som sidst), at nu gik de altså i gang, for de havde netop nevet mig hårdt i maven uden jeg havde sagt av. Der gik noget længere tid end vi havde forstillet os, før de sagde, at nu kom vores barn ud. Forinden havde de spurgt om, hvad hun skulle hedde, og jeg turde ikke svare... ”hvad skal hun hedde, Bo?”, pippede jeg, og Bo sagde: ”Viola”. Den rooolige, drevne anæstesilæge skulle lige tygge lidt på den: ”Nåårh, jeg troede I sagde Joda, ligesom ham fra stjernekrigen. Det ville måske nok være lidt besværligt i børnehaven”. Ingen tvivl om, at de prøvede at få gang i afledningsmanøvren af smalltalk. Sådan var det også, da Laurits skulle ud. Denne gang virkede det ikke. Vi skulle bare snart høre vores lille pige være levende. Med et var hun ude! Bo tog billeder og gik med over til undersøgelsesbordet. Lille Viola var ok. Hun græd. Jeg husker desværre ikke alting så tydeligt. Mest tydeligt husker jeg, da jordemoderen bar Viola forbi mit leje og sagde; ”kig til venstre, så kan du lige se hende”. Der kom en lillebitte baby 'flyvende' i et fast greb mellem et par plastikhandsker. Hun havde en fin, lige streg af hvidt fosterfedt ned af ryggen. ”nej, hvor fint”, tænkte jeg, ”hvor normalt”. Lidt efter var Bo vist henne og vise mig hende, (og han bar hende hele vejen over til neonatal i sine far-arme) men jeg husker desværre ikke det syn.

Viola skulle altså på neonatal, og Bo gik med hende. Sådan skulle det selvfølgelig være, men samtidig var det lige præcis en af de ting ved for tidlig fødsel jeg havde frygtet. Der var ikke noget, der skulle skille mig fra mit barn denne gang. Men skilt blev vi.... Jeg regnede med, at jeg snart var lappet sammen, så jeg kunne komme på opvågning og ENDELIG få vores barn i armene. Nu måtte det godt begynde at gå fremad mod noget stille og ro. Desværre dukkede lægerne frem fra det grønne klæde og sagde, at de altså havde fået skåret hul på min blære lige i starten af det hele, og at de skulle have fat i en speciallæge til at sy den sammen. ”Nå...?” Fra da af blev min angst ikke mindre og jeg lå bare og ventede på, at de blev færdige og frygtede hvad der ellers kunne komme af dårlige nyheder. Jeg rystede mere og mere, frøs og begyndte også at få det rigtig dårligt. Troede jeg skulle kaste op, syntes ikke jeg kunne trække vejret, fik ekstra ilt på maske og varm luft blæst ind under tæpper. Det med ikke at kunne trække vejret rigtigt var mildt sagt ubehageligt og jeg begyndte at tænke på, hvor uretfærdigt det var, hvis jeg døde nu hvor vi endelig havde fået vores lille pige. Jeg kunne godt fornemme at noget var galt. Hørte snak om en serviet og fik at vide, at der var én, de ikke kunne finde. Et røntgenapparat blev rullet ind over operationen, og omsider fandt de servietten. Den var inde i livmoderen, som allerede var syet sammen. Operationen trak atter ud og jeg var begyndt at kunne mærke bevægelserne inde i min krop ret så tydeligt. Mærkede hvordan insisterende hænder kørte hele vejen rundt under kanten af åbningen af min mave, da de ledte efter den fandens serviet. Da anestesilægen endelig sagde, at nu ville de altså lægge mig i fuld narkose blev jeg lettet, for nu måtte det hele godt stoppe!! Bagefter fik vi at vide, at jeg oveni det hele havde blødt kraftigt blandt andet fra det sted i livmoderen, hvor moderkagen havde siddet fast, så jeg havde mistet 3½ liter blod. Ikke så underligt, at jeg havde haft følelsen af, at det hele var ved at slukke og lukke. Et planlagt kejsersnit tager omkring tre kvarter, men dette kom til at tage godt tre timer.

Et øjeblik efter – sådan føles det jo – lå jeg atter der på stuen og blev vækket. Derefter blev jeg kørt til den intensive opvågning, og der kunne Viola desværre ikke komme hen. Ikke at jeg rigtig tænkte over det. Jeg var fuldstændig bims. Sådan er man vist på det sted, for jeg kunne halvt kigge over på en ældre mand, der havde en fest med at være omgivet af de damer på afdelingen. Han snakkede løs i højt humør. Den søde dame, der passede på mig sad og noterede alt muligt ved mig hele tiden. Hun syntes jeg virkede bekendt, og vi blev enige om, at det måske også var hende, der havde passet på mig efter Laurits' kejsersnit. En gang imellem forvandlede hun sig til et monster, der kom hen og trykkede mig hårdt på maven. Jeg vidste det godt fra sidst; det er ret vigtigt, at den mave bliver trykket på, så eventuelt blod i livmoderen kan komme ud, og jeg blødte stadig lidt rigeligt, men for HELVED, det gør ondt!! Hver gang hun nærmede sig min dyne med de klamme hænder spurgte jeg: ”Skal du trykke på maven nu?? Skal du trykke på maven nu???” og så klamrede jeg mig til sengekanten og bed tænderne sammen. Bo kom ind til mig. Husker mest, at jeg kunne se ham på afstand, da han kom ind i det store rum. Husker også, at han blev irettesat, for han drønede ind uden at ringe på, hvilket man ellers skal dér. Men han var blevet alvorligt nervøs for mig, da han pludselig fik alle de dårlige nyheder serveret, mens han ellers var travlt optaget af at tage imod Viola og se hende blive godt installeret henne på neonatal. Han havde kun gode nyheder om Viola. Hun var så fin, levende og viste sunde, stærke tegn. Nå ja, Viola. Jeg var stadig så fuldstændig opslugt af at prøve at være til stede i egen krop, så Viola var langt væk fra mig på flere måder.

Herfra ved jeg ikke rigtig, hvordan forløbet skal beskrives. Det flyder mildt sagt sammen i et kaos af lykke, smerte, overraskelser, blodmangel, udmalkninger, afbrudt søvn, adskillelser, gensyn, sondemad, voksenmad, kateder/tissepose, piller, lidt besøg, informationer, planlægning...
Efter seks dage havde Bo en lille notesbog med ind på hospitalet, for jeg var efterhånden nået dertil, hvor jeg måtte skrive de næste tre punkter af dagsordenen på min hånd (f.eks. børst tænder, skifte Viola, spørg om flere bleer). Det føltes faktisk som om, at jeg var nødt til at skrive min hjerne ned, for bare at have en smule af den... På grund af den ødelagte blære, havde jeg et kateder siddende i seks dage, og fordelen ved det var, at så kunne jeg da springe en del toiletbesøg over. Til gengæld synes jeg nu bagefter, at det er meget ydmygende at tænke på, hvordan jeg måtte gå fra den ene ende af hospitalet, hvor jeg var indlagt, til den anden, hvor Viola var indlagt, med tissepose hængende i hospitalstrusserne. Jeg kunne ikke engang finde ud af at tage rigtigt tøj på. Jeg magtede ikke at forsøge, troede ikke det kunne lade sige gøre. En uge efter fødslen brød jeg sammen. Jeg knak midt over og var så heldig at blive grebet af en psykolog og to helt fantastiske sygeplejersker. De to dejlige damer dømte nattesøvn til mor, men det var ikke så meget søvnen i sig selv, det var, at nogen SÅ mig, greb mig og sagde ”sikke noget lort!” på vores vegne og gav os ekstra omsorg. Der havde lige været en meget hektisk periode på neonatal, hvor det virkede som om, at de var ved at løbe tør for pladser. Derfor var vi blevet flyttet rundt flere gange og var sat en smule bag i køen. Viola var jo et af de store, sunde og stabile børn. Det var selvfølgelig helt forståeligt, men det gjorde det lige så selvfølgeligt bare ikke lettere for os. Så da nogen fandt tiden til at snakke med os i lang tid og høre vores forhistorie med Laurits og barnløshed, så var det ubeskrivelig rart.

Viola var indlagt 15 dage på neonatal. Jeg var indlagt en uges tid på svangreafdelingen (men var næsten hele tiden nede på neoantal) og Bo pendulerede som en gal mellem Viola, mig og hjemme, hvor han ”lige” skulle nå at gøre alt klar til vi kunne få vores lille, lidt skrøbelige Viola med hjem. Vi kunne godt have brugt, at hjemmet havde været helt klar inden fødslen. Jeg kunne godt have brugt to uger i fuldstændig rekreation af min egen krop. Viola kunne godt have brugt syv uger mere i min mave. I stedet fik vi alle sammen en hård start på det nye familieliv. Det hele gik den rigtige vej, men det kunne vi jo ikke vide, da vi stod midt i det. Vi manglede den gode erfaring at støtte os til, den hvor barnet overlever. Med Laurits var det hele som ét skridt frem og to tilbage. Med Viola var det to skridt frem og et tilbage. Det vil sige, at med Viola gik det jo fremad, men de små tilbageskridt var svære at forholde sig til. Den dag hun var blevet alt for sløv af gulsot, havde tabt sig til 2055 gram og det blev besluttet at behandle hende med lys, var vi så bange for, at det bare var starten på noget rigtig grimt. Hvordan skulle vi kunne tro helt sikkert på, at hun ville klare det? De sidste fire et halvt år havde budt på så mange alvorligt dårlige overraskelser af død, sygdomsgener, abortrisiko, behandlinger, uforklarlig blødning, pludselig fødsel og et mildt sagt dårligt kejsersnit, så hvornår kom den dårlige besked om Viola??

Den dårlige besked kom ikke, Viola var bare så fin og dygtig. Levedygtig. Selvfølgelig fokuserede vi på det gode, men der var bare så meget skidt, der trængte sig på. Hver gang jeg nåede at sove lidt dybt havde jeg mareridt af den værste skuffe. Min hjerne forsøgte vel at rydde lidt op. Den dag jeg knak midt over, havde stemningen af mareridt taget over, så jeg mistede troen på det hele. Jeg kunne ikke se nogen fremtid som Violas mor... mistede troen på det... mistede faktisk lysten til det... Verden var i øvrigt alt for ond og grusom. Hvordan skulle vi nogensinde kunne tage det lille, uskyldige, smukke, skrøbelige liv med ud fra hospitalet? Det gjorde forbandet ondt at opleve al den tvivl og magtesløshed, for nu var vi ellers her, hvor vi havde ønsket at være de sidste mange år. Det skulle bare ikke være på den måde, med så mange udfordringer oveni.

Selvom det ville se fint ud at runde denne beretning af med et mere positivt afsnit, så lader jeg være. Nogle gange skal man skille tingene lidt ad. Selvfølgelig nyder jeg livet som mor til Viola, men det er bare en helt anden snak.

Sol til viol

2011-02-09T12:56:00.005+01:00

Hun hoster, den lille stakkel... Så jeg kaster al den uld jeg kan finde på hende. Selv varmer hun sig ved synet af denne lille sol, som hun har opdaget i dag, og som hun snakker med og kan granske i lang tid ad gangen.

Det knuger mit hjerte på den gode måde, at hun sådan kan noget; at hun kan koncentrere sig, studere en ting, pludre let og sådan. Men det ømmer mit hjerte, at hun er blevet syg. Øvøvøv! Havde sådan håbet, at hun på heldigste vis kunne liste sig gennem sin første vinter uden sygdom. Men hvis bare det ikke bliver værre end det her, så tror jeg ikke det er slemt

Sikke et rumfang

2011-02-06T18:31:00.004+01:00

Som hun dog fylder, den lillesøster... Hendes hoved var i starten knapt 30 cm. i omkreds og nu er det 40. Det er altså en stor forskel i rumfang! Der sker også meget inde i det hoved. Den seneste måned har hun udviklet sig fra det spæde til det mere babyprægede. Hun kan sågar bøfle i retning af at være baby-teenager ind i mellem. Hun kan sparke med benene, piske med armene, hvine og brøle, kaste med hovedet som en stangende hjort og blive SÅ indigneret, når hun slår sig lidt på mit hoved eller kraveben. Hendes første 'ord' er "nnnnnneeeEEEEeiiiijjjjj!!!!".

Når hun er tilfreds mæt og vågen kan hun give de dejligste smil. Hun elsker at snakke med os og kæmper for at få tungen til at lave lyde. Når hun rigtig koncentrerer sig kan der komme helt søde, svage gurglelyde bagerst på tungen og jeg bliver sååååå stolt af hende. Man skal lytte, give plads og tålmodighed for at nå at fange øjeblikket, men så rummer det også eventyrlighed. Hendes fortællinger er essensen af den reneste, barnlige åbenhed overfor verden. For det meste bliver hendes snak til nogle grynt, prust, basken med arme og ben og en masse rækken tunge. Hun virker helt stolt af sin tunge, men den er altså også fin. Hun griner af os, når vi rækker tunge, men det er endnu latter uden lyd. Hendes vingefang er meget stort og hun strækker glad og gerne armene alt hvad hun kan ud til siderne. Hænderne er begyndt at få fat i hvad der nu ligger indenfor rækkevidde - således er hun ved at splitte tranerne ved puslepladsen ad - men endnu er bevægelserne ikke koblet helt til indersiden af hovedet. Hun aner ikke, hvad hun faktisk kan udadtil. I den anden retning, indadtil, når hænderne kører rundt i ansigtet, oppe på toppen af hovedet eller trækker hende i ørerne begynder det at virke bevidst, altså noget af det. For eksempel er hun blevet glad for at slikke og sutte på hænderne. Det sker, at tommelfingeren lander i munden. Og i hvert fald skal armene ikke sove under dynen, men være frie til at vifte, slå og holde træt pige vågen! Eller de skal ligge på hver side af det smukke, sovende hoved og med hænderne i underlige meditations-greb (tommel og pegefinger samlet, resten spredt i vifte). Når hun spiser laver hun pistol med en hånd oppe ved næsen, og gerne med tommelen under næseborene, så der lige er lidt udfordring på vejrtrækningen. Det har hun gjort fra helt lillebitte.

Nå, det blev en længere beskrivelse. Jeg kom fra noget med huer og ville bare vise et par billeder.
Denne lille grønne flagrende Laurits-hue...

... kan nu sidde som en kalot

Og denne 'bornholmer'-hue troede vi næsten ikke på, at hun ville komme til at passe denne vinter. Nu sidder den perfekt hele de 40 cm. rundt.

Børn med på indkøb

2011-01-27T07:30:00.002+01:00

Jeg var på tur tværs gennem byen med Viola og trillede i Aldi på vej hjem. Ved kassen sendte manden foran lange blikke ned til Viola og sagde hun var sød. Det kunne jeg kun give ham ret i. "Er det din første?" ".... hm..." Min tøven udløste: "Du har en derhjemme?" Så fløj det bare ud af mig: "Nej, det er mit andet barn. Mit første barn døde". Manden så lidt forskrækket ud, men så smilede jeg bare bredt og sagde noget om, at det her så var lillesøster. Han mente, at hun ville få det godt så. Han talte lidt gebrokkent dansk, men jeg forstod godt hvad han mente. Kunne se det i hans øjne, der ikke flakkede væk over døde Laurits. Selv havde han to børn derhjemme og vi fik vores lille snak i al den tid det tog at køre hans mange familieforsyninger gennem kassen.

2011-01-26T20:55:00.005+01:00

Fire uger gammel rundede Viola sin mors fødselvægt på 2850 gram. Her iført 'karry'-sættet, som jeg (mor) havde på hjem fra hospitalet i sin tid.

13 uger gammel rundede hun så sin fars fødselsvægt på næsten 4900 gram, og hun passer nu tøj fra dengang far var dreng.

Flødeskum

2011-01-17T09:40:00.005+01:00

Man kunne sætte hende i en spand fløde, og så ville det blive pisket til skum i løbet af ingen tid!

I mine øjne

2010-12-29T11:08:00.002+01:00

Trods lugtende af gylp fra natten, med tørt mælkeskæg, søvn i de lange øjenvipper, pruttende og lidt spruttende med en smule fornærmet, stram mund; ingen kan vågne så dejlig som min lille viol.

Laurits kan ikke vågne, så jeg lader ham hvile. Men det er samme sted de to unger rammer mig...

Knopskydning

2010-12-28T20:59:00.005+01:00

Det med julebilleder var vi ikke så gode til. Vildt for dårligt. Men i stedet er her et af min lille knopskydning:

Og fars pige:

Smil, jul og sul

2010-12-26T23:53:00.009+01:00

På årets korteste dag fik jeg det varmeste lys i mørket af min Viola; et rigtigt smil. Siden har jeg fået to mere. Jeg vidste godt, at det ville være så vidunderligt at få smil fra eget barn, men havde jo aldrig oplevet det.

Vi har holdt jul hos de to hold bedsteforældre og det var STORT endelig at kunne komme derhjem med vores levende barn. Vores allesammens lyslevende Viola. Det gav så meget mening, at det ikke rigtig kan beskrives.

Viola er hoppet lige ombord i en af de faste juletraditioner; spise, spise, spise... Men hun vokser også med rekordfart i disse dage. Det er næsten som om jeg kan se, at hun er vokset på tre dage. Hun udvikler sig, og det varmer mig så meget at opleve hendes nye rundhed, styrke, vågenhed, tøsehvin og nu også begyndende smil. Hun var jo så lille og skrøbelig...
Selvom jeg ind imellem føler mig degraderet til et vedhæng på brystet eller som en gigantisk 'ring' på en sut, så er det alligevel virkelig dejligt at kunne opfylde hendes basale behov for mad og tryghed.

Hemmelige smil

2010-12-20T13:09:00.004+01:00

Åh, de hemmelige smil!

Når den lille Viola dejser mælkemæt omkuld (og ikke lige har mavekneb) triller der gerne et par smil fra hendes skønne mund. Nogle endda åbne, brede og så ørerne rokker en halv centimeter bagud. I vågen tilstand holder hun stadig kortene aldeles tæt til kroppen og vi forældre kan ikke gøre andet end længes, prøve at se sjove ud, prøve at se søde ud og ellers bare være tålmodige. I dag valgte lillesøster så at sende en af tranerne ved puslepladsen et lille skævt smil. Årh, hvor snyd! (Og jeg stod selvfølgelig straks klar med øjenkontakt og søøøød stemme, men det kunne ikke imponere hende) Men også lidt dejligt... For man kunne jo nemt spinde en varm historie om, at det var et hemmeligt hej fra storebror.

Koldt - nu med indre varme

2010-12-16T13:24:00.009+01:00

Jøsses, hvor det fyger med sne udenfor! Sidste vinter krøb kulden alt for langt ind hos mig. Jeg husker godt, hvor modløs, jobløs og ikke mindst barnløs jeg var. I år det noget helt andet, for i mellemtiden er en lille martsviol vokset frem.

Lille Viola er ved at vokse sig stor. Måske når hun op på fire kg. inden jul. Sidste uge vejede sundhedsplejersken hende til godt 3,6 kg., men Bo kunne selvfølgelig ikke rigtig vente på den vejning, så han forsøgte i rendyrket nysgerrighed at få lokket et tal ud af køkkenvægten aftenen inden. Det lykkedes dog ikke...

Og så bare et par billeder af pigen, der bruger det meste af tiden på at sove, og ellers spiser, bruger bleer, skifter tøj og bliver plaget af os om snarlige smil. Jeg tror sgu det første hun kommer til at smile til er bjælkerne i loftet - ikke os forældre.

Følger nogenlunde med

2010-12-01T12:07:00.005+01:00

Er det den 1. december i dag? Og onsdag? Jamen så må Viola jo være seks uger gammel.

Kommer jeg mon nogensinde til at føle mig helt med, helt på omgangshøjde med virkeligheden igen? Nu er seks uger selvfølgelig ikke noget særligt i forhold til 'nogensinde', men jeg aner bare, at der ligger noget kronisk i følelsen af at være bagud, eller rettere i det at skulle følge med frem for at styre, nu hvor den levende lillesøster er her. Det er også ok. Det er faktisk utrolig meget helt i orden, når jeg kigger på Viola og bare mærker nysgerrigheden boble i min krop: "hvad er hun for én? Hvad kan jeg gøre for hende? Hvad finder hun mon på - nu, om lidt og i de store træk i sit liv?" Jeg glæder mig rigtig meget til at få de bidder, der tilkommer mig, glæder mig til at se hende folde sig mere ud. Det sker heldigvis lige for øjnene og ørerne af mig og er forunderligt (- nogle gange også for underligt...). Der er kommet tydelig vilje i de baskende arme, gråden og måden hun forundres dybt over sorte bjælkers udstrækning i et hvidt loft.

Hun er sgu bare så sød... Violsnitten. Jeg er vanvittig stolt og taknemmelig over hende, men samtidig også bare et stort spørgsmålstegn. Da Bo havde skiftet hende i aftes og lagde hende over i sengen til mig kom jeg til at tænke højt: "Er det der virkelig vores datter??" Det var lidt som at få hende igen. Det er ikke kun Viola, der skal folde sig ud og finde ud af, at hun faktisk er blevet født, det er også noget jeg stadig er ved at fatte... I disse dage er det dog som om, at noget falder i hak, for nu kan jeg give slip på følelsen af, at hun ikke rigtig skulle have været her endnu, altså ikke født endnu. Så må jeg vist bare acceptere, at der ligesom blev revet en måneds tid ud af min mentale kalender. Pyt! Jeg har alligevel aldrig rigtig været helt med ;-)

Så er vi endelig landet

2010-11-17T09:52:00.009+01:00

Er det den 17. i dag?? Og onsdag? Jamen, så må Viola jo være fire uger gammel. Det kan jeg næsten ikke forstå. Hun er jo lige kommet til os med et brag?! Og så skulle hun ikke engang have været født endnu. Det ville nok have været på mandag den 22. hun skulle være kommet til verden, hvis det planlagte kejsersnit var blevet til noget. Vi nåede ikke at få datoen, men kan godt afsløre, at vi havde set os lune på den dato, da det er 4½ års dag for Laurits. For os forældre ville det have været dejligt med den sammenhæng. De sidste fire uger har fuldstændig forandret begrebet tid for mig, men der er også sket mere i mig på de fire uger end de sidste fire år. Sådan føles det... Det var fra starten også ekstra forvirrende at få et for tidligt født barn, for på neonatal bruger man naturligvis den korrigerede alder som målestok for, hvad man kan forvente af barnet. Ifølge den er Viola 37+2 i dag. Så fra i mandags ville det være ok for hende at blive født (født til tiden = fra uge 37 til 42).

Nå, men Viola ER altså fire uger i dag og hun er bare den dejligste baybisse i hele verden! I går var vi til sidste tjek på neonatal, og gik stolte derfra over den ros læge og sygeplejersker havde til os. For Viola har taget perfekt på, selvom hun kun har været på amning i den sidste uge - altså ingen sonde. Det kunne sagtens være, at hun havde tabt sig, men i stedet har hun taget 300 gram på i løbet af 8 dage. Hun har stadig gulsot, men blodprøver har vist, at det ikke kræver nogen behandling. Hun skal bare have mælk, kærlighed og lov til at være lidt gul.

V styrer amning (diening?) med et fast greb!

Alt i alt ville jeg frem til, at i går blev Viola så endeligt udskrevet fra Riget. SKØNT! Det er en lettelse at blive 'løsladt', selvom vi selvfølgelig kun har været glade for, at der er blevet passet på os. Men at være indlagt, også ambulant, er desuden anstrengt i forhold til at tage ansvaret 100 % på sig og stole på egne beslutninger. Sådan er det i hvert fald for mig. Hold da kæft, hvor havde jeg forestillet mig det anderledes, at blive mor igen. Jeg troede, at jeg ville hvile i mig selv og kunne det hele pr. instinkt... Men indtil nu har jeg enten følt mig alt for ringe/usikker eller alt for pylret som mor. Der har jo hele tiden været en hel afdeling af kittelklædte, der har vidst bedst. Mens hun var på neonatal kunne der for eksempel det ene øjeblik komme en og sige; "Synes du hun er blevet gul? Jeg synes hun er meget gul", og så skulle Viola i lysterapi for gulsot uden jeg havde opdaget en pind. Dårlig mor! Det burde da have været mig, der opdagede det. Det næste øjeblik kunne der komme en smilende sygeplejerske og tage overvågningen af Viola, for nu gik det hele jo så fint. Og så var der ellers indre panik hos både Bo og mig over, at nu var der ikke nogen anden sikkerhed for hendes vejrtrækning end vores holden-øje!

Men nu er vi altså rigtigt landet HJEMME og selvom det roder, trækker lidt og er for indelukket på samme tid (!), vinduerne dugger og jeg stadig ikke har fundet en helt behagelig/naturlig ammestilling, så bor Viola faktisk hos os nu og hun virker som om, at hun i hvert fald har fødderne rimelig solidt plantet i verden.

Efter udskrivelsen fra Riget i går kørte vi forbi Laurits' græsplæne for første gang siden han er blevet storebror. Et af de øjeblikke vi har set sådan frem til.

Først og fremmest Viola

2010-11-09T16:18:00.006+01:00

Det er vel i første omgang noget med at få lagt nogle billeder ud og sige: "Det går godt".

Efter 15 dage på neonatal kom vi hjem i torsdags og står lige på vippen til at blive helt udskrevet (vi har været inde til tre rutinetjek siden torsdag). Viola er så skøn, så levende og så dygtig til det en for tidlig født baby nu skal. Hun koordinerer vejrtrækning + sutte + synke så hun kan spise ved mit bryst, hun regulerer selv sin temperatur (dvs. behøver ikke varmemadras) og hun tager på i vægt. Derudover er hun Viola. Lige som hun skal være.

Store øjne i grøn Laurits-hue

Babyfødderne...

Første bad var en stor succes.

V for Viola

Hjemmelavet... Trods alt det behandling for at få hende, er der alligevel noget hjemmestrikket over hende ;-)
Vi skal lige lære det med at klæde hende ordentligt på. Det ser de fleste gange lidt fjollet ud, for vi har ikke så meget der passer helt rigtig i størrelse. Til gengæld er det en fryd at give hende hjemmelavet/gave tøj på, lægge hende til rette i familiesengen, putte hende i dyne med Laurits-lillebrøster-betræk (hvor har vi ventet på at få det i brug) og samtidig først og fremmest ramme noget der passer til temperaturen i vores hytte. Det er lidt upraktisk med meget ung baby i meget gammelt hus her i efteråret, men vi har vist fået styr på at undgå træk og kulde.

Jeg har meget, meget mere på hjerte, men ved ikke, om der bliver tid til at skrive om det. Der er som sagt først og fremmest Viola og hende vil jeg nyde. Jeg er faktisk lidt bagud på point der. Så er der mine egne oplevelser omkring det at blive mor igen og under de omstændigheder det blev. For satan - for at sige det lige ud - jeg kunne godt have brugt nogle bedre omstændigheder! Det har været det sværeste i mit liv. Ikke det værste, selvfølgelig, men det sværeste. At få et for tidlig født barn, et kompliceret kejsersnit og have Laurits' lillesøster to uger på neonatal har altså været nok udfordring for mig, for det har ramt de ømmeste punkter. Jeg havde både håbet og troet på en blidere start, så vi kunne lade følelsen af det bedste fylde. I stedet har der stået så meget i vejen for den følelse, at jeg stadig er ved at lære den instinktivt at kende. Der er nu ved at falde lidt ro på efter vi har været hjemme en lille uge. Og Viola er en tigerunge. Hun knurrer, hun er født i et tigerår ifølge kinesisk horoskop og hun tager tigerspring, så vi forældre ikke kan følge med. Hun har nærmest allerede taget et spring fra sondemad til babs og vi er ved at flække af stolthed over hende. Det er da mere end man kan forvente af et lille menneske, der egentlig er for ung endnu til at være født.

Så er der Laurits. Han er heldigvis bare en naturlig del af det hele for Bo og mig. Ikke mindst når vi kan se på Viola, at der er fysiske ligheder. Det er simpelthen bare så dejligt at se.

Lykken der kom før tid

2010-10-24T10:23:00.003+02:00

Vi kan næsten ikke følge med, men vores skønne lille pige er nu født - og hun har det godt!

Natten til søndag startede veer, der heldigvis blev stoppet inde på Riget. Tirsdag aften gik det dog igang igen (uge 33+1), og noget tydede derfor på, at det måtte være bedst at få den lille pige ud. Derfor ville lægerne ikke forsøge stoppe veerne igen.

Onsdag 20.10.2010 kl. 04:44 kom Viola ud af mors mave og mere eller mindre direkte over i fars arme ved et kejsersnit. Vores største frygt fejede hun hurtigt bort, da hun med det samme gav nogle vræl fra sig. Hun havde en fin vægt af sin alder; 2260 gram og 47 cm.

Viola har det godt og trækker selv vejret, men skal være indlagt på neonatal i nogle uger. Hun får sondemad (mors mælk) indtil hun lærer selv at tage fat, suge, synke og trække vejr samtidig. Det er nemlig ikke let at koordinere, når man er for tidligt på den. Det ville jo være bedst, hvis hun havde bagt helt færdig i maven, men vi er overud lykkelige for at hun er her nu og vi kan se, at hun har det godt. Hun er selvfølgelig det dejligst...

Det bliver nok yderst sparsomt med updates i den nærmeste fremtid, men nu er den nyhed jeg har ventet 100 år på at kunne give givet ;-)

En morfølelse

2010-09-29T10:05:00.004+02:00

Et er at vide, at nu kan babyen det ene eller det andet i maven. For eksempel hikke, drikke fostervand, høre, åbne øjnene. Noget andet er virkelig at forstå, at der ligger et lille individ derinde, der gør nogle af de ting. Noget tredje igen at få kontakt...

Selvom jeg er instinktivt romantisk omkring graviditet og nyder alle bevægelser fra den lille derinde, så har jeg også vænnet mig til dem. Om aftenen kan babyen dog stadig overraske mig ved sin vildskab. I går legede hun alien i omkring en time, hvor jeg ind imellem blev helt overrumplet af hende. Da jeg så sang en lille sang for hende, bare for at sige hej, så blev hun helt stille... Tænk, hun lyttede til mig?! Jeg gentog det efter nogle minutter og hun faldt helt til ro igen - kun imens jeg sang! Det var altså stort. Så følte jeg mig som en rigtig mor med et lille barn, som jeg lige kunne synge til ro.

Far, mor og børn

2010-09-26T20:37:00.003+02:00

En tur på Laurits' græsplæne med Snille i maven og Laurits hverken i jorden eller himlen men bare et eller andet sted imellem. I hjertet, vel sagtens.

Alt vel i junglen

2010-09-21T12:09:00.004+02:00

Kender du Kill Bill? Den (altså film # 2) slutter med ordene:

"The lioness has rejoined her cub, and all is right in the jungle"

Måske lidt skørt, men det er følelsen jeg har lige nu omkring Snillen og jeg. Hun er her, jeg har hende og det gør mig rig, mæt og tilfreds (og stort som et hus). På lidt mindre dramatisk vis handler det bare om at have "hovedet op og benene ned", som man siger der hvor jeg kommer fra. Det gælder for mig i disse dage, når jeg mærker rigtig efter. For Snille er det lige omvendt og det er nemlig præcis som det skal være. I sidste uge havde hun 1½ dag i stillingen "hovedet op og benene ned" og det var ikke rart. Hun var som en helt anden baby og jeg savnede hendes rullende spark i toppen af min mave. Dem fik jeg til gengæld i bunden, indvendigt, hvilket gjorde ondt.

Men lige NU: alt vel i junglen.

Kender du Kill Bill?

2010-09-21T12:09:00.000+02:00

Lillesøster bliver større og større

2010-09-08T12:21:00.007+02:00

Det går rigtig godt!

I går var vi til lægetjek på Riget, og vi så den ret så livlige lillesøster på kryds og tværs for 117. gang. Fine nyrer, god mængde fostervand, ca. 1150 gram (så var jordemoderen ikke heeelt ved siden af i sidste uge), flow i navlesnoren og ikke meget for at ligge stille. Jeg har slet ikke tal på alle de scanninger mere. Det er vild luksus, det ved jeg. Især fordi det ikke længere handler om hjerteblink, liv og død, men nu er et spørgsmål om barnet derinde har det godt nok - og det har hun. Jeg tror rigtig meget på, at hun faktisk skal bo hos os på den måde levende børn gør hos deres far og mor. Det er så spændende.

Jeg havde brug for dette lægetjek til at få et par bekymringer af vejen og fik det heldigvis, så nu føler jeg mig nærmest helt normal gravid. Lige nu er der ikke nogen læge, der kan fortælle mig, at Snille har det godt, bedre end Snille kan fortælle det med sine mange spark, puf, hikken og stræk på tværs af maven. Det er altså en stærk følelse af mærke den tro på egen krop igen - eller rettere på graviditeten, på samspillet mellem Snillens og min krop. Først og fremmest tør jeg tro på det, fordi det føles ret anderledes end dengang Laurits lå i min mave. Han var så stille i forhold til lillesøster, fordi han ikke havde meget plads at bevæge sig på, pga. manglende fostervand. Det er en god læge vi har på Riget. Hun siger tingene ligeud, hun spørger til hvordan vi har det og hun har en masse smilende energi. Det gør mig tryg. Så når hun med et stort, bekræftende smil siger, at jeg kan føle mig som normal gravid og kan lytte til signalerne fra min krop, så er det et voldsomt bål hun puster til.

Jeg er på en gang mere afslappet omkring tanken om fødsel og helt vildt spændt! Det er jo netop fordi jeg begynder at se det for mig og tør tro på, at der kommer en levende, lille basse ud af det. Vores lille pige.... den anden dag blev jeg helt tudeagtig af at tænke på at møde hende, se hende i øjnene for første gang. For fanden altså. Jeg er så blød som smør over det lille barn allerede. Jeg er nået dertil i graviditeten, hvor jeg kan SAVNE mit barn, selvom det ligger tættere på end det overhovedet kan. Det savn med indbygget glæde handler udelukkende, eller specifikt om Snillen. Det er bare hende jeg vil have i armene, hende jeg vil se i øjnene (ja, også selvom det mod alle scan-odds skulle vise sig at være en dreng ;-) Men så er der også alt det andet savn, der simpelthen er ved at æde min tålmodighed op efter Laurits døde på mit bryst. Der er så uendeligt meget Bo og jeg har manglet i over fire år - og fortsat altid vil mangle med Laurits - men der er også noget omkring det, der er så basalt, at det bare vil tilbage i den hospitalsseng og have ungen i armene uden at den dør! Den skal bare holdes, passes på, snuses og nappes til, have noget mad og holdes helt varm af mig. Ikke blive kold, slap og lave døde-lyde. Bare ligge og trække vejret og sprænge verden helt, helt stille - eller skrigende, det kan selvfølgelig også være. Jeg glæder mig! Trænger sådan til det.

2. jordemoderbesøg i 2. graviditet.

2010-09-01T13:33:00.003+02:00

I dag var jeg til andet jordemoderbesøg. Det er ok med de besøg, men det er altså begrænset hvad jeg kan bruge dem til. Heldigvis har vi lægesamtaler og scanninger i denne graviditet, for jeg stoler ikke på, at jordemoderen ved at trykke på min mave kan vurdere, om min lille pige har det godt nok. Vægten blev skudt til 1100 gram (er det ikke bare standard ved andet jordemoderbesøg?) og hun forsøgte at vise mig, hvor hoved, numse og fødder lå. Jeg følte mig ikke overbevist og sagde heldigvis heller ikke bare "ja", som jeg gjorde ved andet jordemoderbesøg med Laurits. For med Laurits tog jordemoderen altså fejl af hoved og numse og kunne åbentbart ikke mærke, at der ikke rigtig var fostervand. Det er ikke for at bebrejde, det er bare for at sige, at jeg ikke kan bruge de tryk og vurderinger til så meget andet end lidt graviditetshygge. I næste uge er der en gennemscanning, og jeg trænger til at få at vide, at det lille barn har en normal størrelse.

Noget sker der dog med størrelse for tiden. Jeg vokser rimelig meget og mærker hvordan der bliver mere og mere pres nedadtil, både når jeg er lodret og vandret. Det må da også tyde på, at Snille vejer lidt til efterhånden. Det giver visse småproblemer, såsom forpustet over ingenting, svært at snøre sko, svært at ligge ordentligt om natten og den slags. Men hvorfor åreknuder?! Hvad skal det lige til for? Og hvorfor har jeg ikke selv kunnet tænke på støttestrømper?? Heldigvis mindede jordemoderen mig om den sag i dag, så jeg har allerede købt et par sorte, sexede støtte-sataner, som jeg glæder mig til at 'smøre på' i morgen - med stor forventning om at de strammer skønt på benene og tillige løfter maven væk fra det, der nu engang ligger lige under og som er helt ømt og hævet af presset.

At Snille nok har det ganske fint og trods alt udgør noget af mine ti ekstra kilo tyder hendes spark på. De bliver også kraftigere og hun har for et par dage siden sparket sin far i røven for første gang! Åh, jeg er så stolt af hende. Bo kan desuden høre hjertelyd nu ved at lægge øret til maven. Jeg vil for resten tro, at hans hoved vejer i omegnen af halvandet kilo...

Det ene og det andet

2010-08-25T10:14:00.002+02:00

Det ene er erfaringen og det andet er nu'et.

Det ene har lært mig, at mit barn dør og at det slet ikke har det så godt i maven på mig, som jeg ellers fornemmer. Den erfaring kan godt oveskygge nu'et og gøre mig rigtig grundlæggende bange for, hvornår det hele går i stykker igen. Kan jeg virkelig tillade mig at være så naiv og tro på det gode endnu engang? Viden om, at mit immunforsvar har/har haft en fjendtlig indstilling overfor graviditet (de tre aborter) puster ekstra til følelsen af, at det næsten er urealistisk at jeg kan få en hel, god graviditet. Jeg er stadig bange for at føde for tidligt, selvom der ingen tegn er på noget som helst nu. Hver dag går mod bedre overlevelseschancer for Snillen og det giver heldigvis fornyet håb.

Lille levende Snille gør mig glad hver gang hun sparker eller hikker eller hver gang jeg fatter, at der virkelig ligger et lille menneske i min mave. Glæden har masser af plads i hverdagen og letter, hvor erfaringen tynger. Men det er altså ikke et regnestykke, der går op. Jeg kan blive så tung af bekymring og bare mangle den gode erfaring så fandens meget. Den kan man ikke strikke sig til eller købe i en baby-dims forretning. Det eneste 'sted' jeg kan hente god erfaring er i selve Laurits... Det var ikke svært at mærke glæde, kærlighed, stolthed og styrke da jeg blev hans mor. Alle de dårlige erfaringer der fulgte med kunne ikke slå det i stykker og jeg ville ikke undvære at være hans mor 'bare' for at slippe for det, som døden har gjort. Alligevel har jeg ikke rigtig lyst til at hive den erfaring frem... Det gør lidt for ondt og har trods alt et forkert udgangspunkt, for det handler jo om, hvis det værste skulle ske. Det var ligesom lettere at finde styrke ved, da jeg kun var mor til døde Laurits, for da var ikke så meget at gøre og ikke noget nyt liv at forholde sig til. Det er der heldigvis nu, og jeg forholder mig alt hvad jeg kan.

Den ene og den anden

2010-08-21T17:53:00.002+02:00

Den ene har vist været lige lovlig langt fremme i sine døde sko. Han har siddet på trappen til vores hus og drukket øller, røget smøger og pillet sig i fjerene i nat... Ja, han burde være alt for ung, men han har jo netop ingen alder. Og jeg må tage til takke med de små hilsner jeg får.

Den anden vil hele tiden gerne have et større værelse, så hun strækker mit maveskind og hopper på min blære (?), så det føles som små stød. Disse hilsner tager jeg også rigtig meget til takke med. Dejligt hun er her! Gad vide om hun en dag tager til Kbh for at gå i byen og sætter sig med en god kammerat på dén trappe med smøger og øl...? Om mange, mange, mange år forstås!

Mere om redebyggeri

2010-08-17T14:01:00.004+02:00

I søndags fik vi en seng ind nede fra Bos forældre, for nu havde vi bare lyst til det. Det er den fineste lille seng, som Bos morfar (der var tømrer) har lavet, og som Bo og hans brødre har ligget i. Den har jeg haft et godt øje til i over fire år og det bliver så stort at lægge Snillen derned for første gang - og mange gange. Bos mor satte røde og orange hjerter på da hun ventede Bo, og ligesom jeg for fire år siden tænkte, at de passede så fint til Laurits, så synes jeg også, at de passer perfekt til Snille - til Bos børn, simpelthen. Den er sgu bare så flot, den seng, og jeg er en nostalgisk romantiker, der elsker lidt historie ved tingene.

Jeg er lidt skræmt over endnu engang at give mig hen til drømme om at putte vores barn her hos os, men netop derfor har jeg også rigtig meget brug for at gøre det. Og vi kan godt, begge to. Det er faktisk ikke så svært at fyre op under drømme og fantasier og bare mærke glæden over den lille Snille, der endelig er i min mave. Desuden er sengen en god opbevaringsplads til babydims, inden vi får ryddet hylderne for noget af vores eget dims.

Laurits

2010-08-15T20:24:00.003+02:00

Han er der altid, selvom han ikke er her.

Jeg har lyst til at skrive, at selvfølgelig er han naturligt bare med i alt det her nye graviditet - og det er han også - men sandheden rummer desuden, at han glider lidt i baggrunden. Æu.... sådan skulle det jo ikke være.

God scanning

2010-08-12T09:23:00.004+02:00

I forgårs var min lille pige og jeg til endnu en gennemscanning med fokus på nyrerne. Det hele så rigtig fint ud. Hun vokser som hun skal (ca. 570 gram), har fostervand - dvs. kan lave tis med nyrerne - og der er ingen tegn på begyndende cyster på nyrerne. Derudover er hun livlig. Det har jeg faktisk fået at vide ved hver scanning og det er da ikke det værste man kan høre, når nu første barn er så dødt.

Selvom hun er lavet ved ægsortering og ingen (hverken vi eller læger) derfor forventer at hun bliver født med samme sygdom som sin storebror, så er det alligevel rart med disse scanninger. Det betyder meget for Bo og mig, at vi selv kan se de gode, sunde og normale tegn, så vi ikke skal hænge tilliden op på en abstakt dna-analyse med indbyggede risici for fejl. Det er også bare rart at blive bekræftet i noget godt undervejs.

Jeg fik tilmed meget pludseligt smækket et 3xd portræt af min datter op på skærmen i går. Det var altså overvældende. Lægen sagde bare; "nå, nu prøver vi lige det her 3xd scanning" og med ét så var der et billede af det søøøødeste lille babyfjæs med først en hånd og derefter også en fod oppe ved hovedet. Så var det altså ærgeligt, at Bo ikke var med. Måske også ærgeligt, at jeg var alt for overvældet til at huske at spørge om et print af billedet, men på den anden side har jeg det ok med, at det var noget der bare skete. Nogle oplevelser må også godt blive i nuet, og det var et helt stille men meget stort nu for mig at få så tydeligt et glimt af min lille datter.

At gøre det rigtige, ikke det perfekte

2010-08-08T17:27:00.004+02:00

Jeg var ved at skrive et længere indlæg om det at gøre klar til barnet/bygge rede. Det rodede bare sammen i øst og vest, fordi jeg slet ikke er så god til at skelne det rigtig fra det perfekte som jeg lige sad her ved computeren og troede. Jeg må vist indse, at jeg har en masse følelser i klemme i forbindelse med rent praktisk at gøre klar til vores lille barn. Men jeg holder fast i fornemmelsen, der skabte overskriften, nemlig at jeg bør tænke over at gøre det, der føles rigtigt frem for alt.

Men... det føles både rigtigt at vente lidt med at gøre klar og at gå i gang med det samme. Dilemma. Luksusdilemma på en måde, for nu er her faktisk en lillesøster at gøre klar til. Det er helt vildt dejligt og jeg glæder mig. Men hvad er det lige præcis vi skal gøre klar til? Jeg har tre scenarier i hovedet:

1) Snillen bliver født nogenlunde til tiden og vi kommer hjem med et helt almindeligt barn, der vender op og ned på vores hverdag. Hvor vuggen skal stå og hvad tøj hun har på bliver ligegyldigheder, bare Snille er glad og det fungerer. Det vigtigste bliver livet i hendes øjne. Går jeg tiden ud skal vi nok nå at blive klar med det praktiske.

2) Snillen bliver født for tidligt, og vi står endnu en gang uforberedte med det sidste praktiske. Hvis bare hun så overlever er det også ligegyldigt hvornår puslepladsen bliver lavet, men jeg tror det vil gøre mig rigtig ked af det, endnu engang at gå glip af det sidste redebyggeri. Så hellere starte i lidt for god tid. Jeg har jo netop også så god tid til det.

3) Snillen dør og får ikke konkret brug for meget mere end ét sæt tøj og en kiste. Vi får til gengæld brug for en masse minder, og jeg vil på længere sigt have det godt med, at vi nåede at gøre specielle ting klar til netop hende.

Det er også bare fordi...
Lige nu er jeg 23 uger henne, og det er sådan i pricippet lige på grænsen til, at der er håb for overlevelse (meget spinkelt håb). Det får mig til at føle, at jeg står på vippen til at 'have lov' til at gøre klar til den lille pige. Det føles rigtigt at forholde mig til dette her-og-nu, for jeg er bange for at føde for tidligt. Slet ikke sådan angst-bange, men mere bekymret. Det kunne jo ske. Heldigvis tror jeg ikke på scenerie 3, selvom det er den eneste erfaring vi har. Til gengæld har jeg bare svært ved at tro på scenarie 1, for der har ikke været meget almindeligt i at nå til denne uge 23.

Alle disse tanker omkring det rigtige kan godt jage sig selv på vildspor mod det perfekte, men er nok ingen løsning på noget problem her - bare noget tid, der skal gå godt. Lad bare sommeren smuldre og ugerne fare afsted, for det gør Snillen større og stærkere. Hm... det er vist meget godt, at der står en masse lægebesøg mm. på næste uges program, for jeg trænger til at få at vide, at vi er på rette vej.

Snille - snart to pakker smør

2010-07-30T16:31:00.005+02:00

Det går godt. Forskrækkelsen over blødningen har fortaget sig og vi er egentlig ovenpå igen. Snille muler levende rundt i min mave og vokser tilsyneladende. Jeg kan fornemme, at der bliver mere og mere af hende og så vidt vi kan læse os til, nærmer hun sig to pakker smør i vægt. Hun opfører sig som klassisk foster og laver masser af ballade om aftenen ved sengetid. Om dagen kommer der også jævnligt livstegn. Det er så dejligt. Sidder jeg lidt for foroverbøjet kommer der små protestspark. Desværre er det stadig svært at vise hendes bevægelser frem til andre. Jeg skal helst ligge på ryggen og så skal man være ret tålmodig med håndspålæggelsen. Det er igen helt klassisk, at når Bo eller andre vil mærke, så bliver hun ofte lige lidt stille. Men Bo mærker skam masser af bevægelser, og det er sjovt så enige vi kan blive om den lille piges dygtighed og styrke ;-)

Hvis der er noget om, at babyer kan genkende og blive beroliget af, hvad de har hørt jævnligt mens de lå i maven, så kommer vi til at berolige hende med sætningen: "hvad laver du, Snille??", for det er ligesom det eneste vi rigtig har at sige til hende. Vi er rigtig nysgerrige overfor hende. Samtidig er det iblandet følelsen af en vis farlighed, for vi kan sandelig godt vente med at møde hende til hun er bagt færdig. Men hvordan har små børn det, når de ligger derinde i den lune hule og bager? Hvad laver de egentlig? Man antager ligesom at fostertilstanden er fantastisk, men hvem ved? Kan sådan et lille pjevs ikke have ondt, klø eller blive ked af det?? Kan det være et gladt pjevs?

Jeg håber Snillen er så glad som hun kan være. Det er også det vi prøver at være. Det er såmænd ikke svært at finde glæden, men der er bare samtidig en dyb bekymring, som godt kan udfordre glæden ind i mellem. Hver aften jeg lægger hånden på den bumlende (blævrende) mave er jeg virkelig ufattelig glad og taknemmelig. Så er jeg lige der, hvor jeg har ønsket at være i fire år og fatter det næsten ikke. Så venter vi bare på, at krydse over de usynlige milepæle på vej til reel overlevelse for det lille pjevs.

En stor forskrækkelse

2010-07-17T10:12:00.005+02:00

For en uge siden var vi bare så lettede og lykkelige efter den gode scanning, der viste sund og rask Snille. Det handler forgående indlæg om. Fem dage havde vi med den fjollede, glade ubekymrethed, men så blev vi mindet kraftigt om, at det hele er så skrøbeligt og at vi på ingen måde er i mål endnu. Fysisk har Snille det godt, jeg har det godt og det har Bo også! Men vi blev så bange som vi ikke kan huske vi har været det før. Det har vi jo nok været dengang Laurits blev født og døde, men tiden visker alligevel den slags rå skræk ud. Desuden er det ved at gå op for mig, at den form for accept eller afklarethed jeg kan føle omkring Laurits' død netop er knyttet til hans død. Skulle det komme til Snillens ville jeg være fuldstændig ligeså meget på bar bund igen. Og da Snillen netop er levende, betyder det også hun kan dø. Øv, overhovedet ikke til at holde ud at tænke på.

Tirsdag aften efter vi havde besøgt gode venner begyndte jeg at bløde, så snart vi kom ind ad døren hjemme. Jeg havde overhovedet ikke lavet noget unormalt eller anstrengende. Det var et shok. Jeg har aldrig set Bo så ude af sig selv. Jeg måtte bide panikken i mig og ringede med det samme til fødegangen. Vidste ikke hvad ellers. Heldigvis sagde de, at vi bare skulle komme ind til dem, så det gjorde vi. Så var det Bos tur til at bide panikken i sig og køre bilen ind til Riget. For helvede også, det hele mindede om dengang for fire år siden, hvor vi næsten på samme klokkeslet kørte ind til Riget og pludselig skulle have et barn for tidligt. Og vores lille pige var/er jo slet, slet ikke gammel nok til at fødsel kunne være en håbefuld udvej...

Jeg frygtede det værste, da jeg lå og ventede på en scanning. Der gik alt, alt for lang tid, før jeg endelig mærkede et par spark. Pyyyyh, så var Snillen da i hvert fald i live. En læge kom og scannede, og igen; Snillen var i live og så ud til at have det fint. Så langt så godt - virkelig godt! Verden var ikke gået i stykker. Men lægen var i tvivl, om blødningen kunne stamme fra moderkagen, som måske havde løsnet sig ganske lidt et sted. Fy for satan! En ny læge scannede, men mente tværtimod at blødningen måske kunne stamme fra en lettere forkortet livmoderhals. Nejnejnej! Begge dele var da vildt skræmmende. Heldigvis var blødningen mere eller mindre stoppet, og nu skulle jeg bare ind og ligge i en seng og sove for natten. Så måtte vi tage en dag ad gangen og næste morgen skulle det afgøres, om der skulle lægges en cerclage, altså om livmoderhalsen skulle snøres sammen. Det var den bekymring vi hver især kunne lægge os for natten med. Bo kørte hjem og jeg blev på Riget. Det var selvfølgelig ingen god nat for nogen af os, og jeg synes hele tiden der var plukkeveer. Dog havde jeg Snille-pigens mange bevægelser og spark til at berolige mig i forhold til det allervigtigste, nemlig at hun levede. Helt ærligt; Bo havde ikke en skid andet end angst og bekymring og jeg tror faktisk det er mange gange sværere at være far'en i den situation.

Næste morgen var der tidlig stuegang, og jeg blev scannet for at se, hvordan det hele nu så ud. Til stor, stor lettelse så livmoderhalsen nu fin lang ud, og der var ikke rigtig tegn på noget sted det kunne bløde fra i livmoderen. Moderkagen var også fin og sad helt fast. Bo havde sagt om aftenen: "kan det her ikke bare være et mareridt vi kan vågne fra??" Sådan føltes det nærmest efter undersøgelsen onsdag morgen. Vi blev selvfølgelig vildt glade. Men øh... hvor sidder den knap lige hvor man afblæser sin indre angst for at miste endnu et barn...?

Den korte version af de næste par dage er, at jeg blev til observation til i går (fredag), og at alt nu ser fint ud. Så måske var det en såkaldt ubetydelig blødning midt i graviditeten. Eller måske var det tegn på, at jeg simpelthen skal passe ekstra meget på i resten af graviditeten. Indtil videre må vi se tiden ganske stille og roligt an og så få noget ekstra kontrol. For pokker, hvor er vi glade for at bo så tæt på Rigshospitalet og at lægerne, jordmødrene, sygeplejerskerne og hvem ellers vi møder er så gode, for det er de. Vi møder dygtighed, forståelse, grundighed og forklaringer så langt de nu kan forklare. Sådan en graviditet er bare så mystisk og utilregnelig.

I dag er jeg præcis halvt henne i graviditeten og det er en af de gode milepæle. Nu tæller vi jo ned til fødsel, kan man sige. Men jeg må nok indrømme, at de sidste par dage har gjort, at jeg tænker meget mere konkret på, at der er lang, lang tid til, at Snillen kan overleve. Gid jeg var i uge 30 i stedet for 20! I det hele taget har jeg mange følelser i klemme i forhold til det med fødsel og synes også det er noget værre ambivalent noget. På den ene side fantaserer jeg om det som den bedste dag i nærmeste fremtid, hvor vi endelig får et levende og levedygtigt barn i armene, men lige nu frygter jeg fødsel. Det må bare ikke ske for tidligt.

En kæmpe lettelse

2010-07-12T11:35:00.005+02:00

Selvom det rent faktisk er gået støt og roligt fremad hele tiden i denne graviditet og alle de utallige scanninger har været gode, så var den i fredags helt særlig. For anden gang blev Snille tjekket på kryds og tværs af måske DK's bedste scanningslæge. Selvom første gennemscanning for godt 14 dage siden også viste alt ok, så var det bare af større betydning i fredags. Jo ældre Snille, jo sikrere resultat. For eksempel kan vi nu regne med, at god mængde fostervand er lig med god nyrefunktion.

Sådan en gennemscanning er ikke en hyggescanning, for der bliver selvfølgelig ledt efter ting, der kan ændre livet på et øjeblik, så vi var ret nervøse. Det var især nyrerne der blev tjekket og selvom vi stoler på, at dna-analysen ved hele ægsorterings-metoden har fungeret, så er der alligevel en usikkerhed/risiko ved metoden, og vi har set frem til at få udpeget nogle sunde, raske nyrer på en scanning, hvilket vi fik i fredags. Foruden nyrerne så alt andet også fint ud. Vi ved godt, at der ikke er garantier for noget, men vi tør tro på, at Snillen er sund og rask. Skøn følelse!! Det betyder alverden at blive taget alvorlig af lægerne og få den hjælp de nu engang kan tilbyde. Vi fik aftale om to nyrerscanninger mere og så må vi se, om vi overhovedet får brug for det/lyst til det.

Flere gange har vi fået at vide, at den lille er ret livlig = ikke så nem at scanne. Det gør mig så glad. Jeg kan ikke lade være at tolke personlighed ind i det, men det betyder også meget for mig, at den lille har plads nok og kræfter nok til at mose rundt, for det havde Laurits ikke grundet for lidt fostervand. Indtil videre har jeg ikke rigtig kunnet sammenligne Snillens bevægelser med Laurits' bevægelser, fordi jeg ganske enkelt ikke kan huske præcis hvordan Laurits' var i de første uger jeg nærkede ham sparke. Jeg husker mest hvordan han sparkede til sidst i graviditeten. Små puslingespark nedad i min mave. Snillen her har jeg mærket med sikkerhed hver dag i fire uger nu, og det er både spark og rumlen rundt. Jeg forstiller mig, at den nogle gange drøner halvhidsigt rundt og leder efter sin tommelfinger (mors lille dumme unge). Den har tilsyneladende også indrettet sig med både overkøje og underkøje. Af og til leger den alien og ligger næsten helt ude under mit maveskind. Andre gange er den næsten forsvundet og gider kun at være i fred. Det er så dybt fascinerende at mærke og se dens bevægelser og jeg fatter næsten ikke, at jeg er så heldig at have en lillebitte baby i maven (det er måske det, den prøver at fortælle sin tumpede moar).

Til nu har vi kaldt den lille for 'den', men scanningen viste os, at vi skal til at vænne os til noget ganske nyt og uprøvet... en datter. Selvom vi er fuldstændig ligeglade med kønnet, så betyder det dog noget at få det at vide. Det kunne vi i hvert fald mærke. Det var næsten ligesom at blive gravid igen og vi var helt fjollede omkring det hele weekenden. Som Snille-mor er jeg fuldstændig ligeglad med, om det er pige eller dreng, men jeg må være ærlig og sige, at som Laurits-mor skal jeg lige vænne mig til tanken om, at jeg nok aldrig bliver mor til en levende dreng. Ved godt, at det her kan være svært at forstå, men sådan føles det altså for mig at være mor til både Laurits og Snille. Mest af alt føles det dog bare godt at være Heidi (herre-heldige-heidi) i denne livgivende, lyse sommer, som jeg har ventet på i 100 år.

Tænker på Snillens liv

2010-06-30T11:09:00.005+02:00

"Stakkels lille Snille.
Langt før du overhovedet havde en pejling om livet, før du havde ben til at sparke lidt igen, før du havde en mening om noget, før du kunne SE noget som helst, lod jeg billeder fra din hemmelige hule vise frem til hvem der havde lyst. Du bliver eksponeret og fremvist i al din uskyldighed. Hvem siger forresten du gider være på nettet?

Jeg ved godt du er din helt egen og du kan ikke ejes, men jeg gør dig til min. Det er bare alt for spændende at følge din tilblivelse og udvikling, og jeg kan slet ikke få nok, nu hvor du findes. Jeg er grådig og trykker på dig gennem maven (som trods alt også er min) og higer efter at mærke og se dine bevægelser. Så vanvittig ivrig efter at få fat i dig, nå dig. Du er alt, hvad du skal være; perfekt og lige præcis dig, men alligevel har jeg grådig, uførløst længsel imod mere og vores fremtid sammen. Bare jeg ikke bliver alt for irriterende, belastende mor.

Jeg håber, at jeg bliver i stand til at lade dig gå egne veje, når du kommer ud af min krop og gerne vil det. Håber, at jeg ikke slider dig op. Håber, at du finder helt egne hemmelige huler, som jeg ikke kan 'trykke på'. Håber, du vil forsvinde i lystfyldt spænding og komme tilbage og fortælle om noget af det. Håber jeg kan følge nogenlunde med dig, så du altid kan finde mig. Håber trods alt ikke, at du skal lede bekymret. Håber, jeg med tiden gør dig uafhængig af mig, opfører mig anstændigt og lever mit eget liv, ikke dit. Håber jeg kan skelne mit lort fra dit lort. Håber, jeg kan give dig mod til at finde en masse dejlige mennesker selv. Håber, vi kan finde ud af at være uperfekte sammen.

Og så håber jeg fandme du opfører dig ordentlig, din lille møgunge!
;-p "

Faktisk lykkelig...

2010-06-29T11:02:00.005+02:00

... en meget, meget, meget tidlig søndag morgen:

En skat og en kiste

2010-06-23T09:53:00.003+02:00

Den lille i min mave er min skat. Virkelig en skat. Nærmest hemmelig og mystisk og dybt begravet inde i min krop. "Min skat" tænker jeg til den, når jeg lægger hænderne på maven for 117. gang på en dag og beder den om et lille puf. Den har faktisk været så sød at give mig rumlen og små bitte puf hver dag siden sidste tirsdag (16. uge). Én gang har jeg set et puf og et par gange har jeg set den rulle med min navle. Det kan gøre mig helt øm i øjnene at ligge og glo så meget på maven, men for pokker hvor har jeg glædet mig!

Jeg er grundlæggende rolig for tiden og stoler på, at den er i live. Dog mærkede jeg nervøsiteten komme snigende i går, da jeg ikke rigtig fik den rumlen jeg ville have, når jeg bad om det, dvs. trykkede, maste og puffede blødt til staklen derinde. Det var nok mest et spørgsmål om dårlig timing, træt vokseværk hos den lille og alt for tidlige og store forventninger fra min side. Jeg kender angst for død/ikke liv, og det var slet ikke sådan. Det var mere bare en uro og i kølvandet på den en naturlig erkendelse af, at selvfølgelig kan den lille dø i min mave. Det er en kendsgerning jeg ikke kan se bort fra. Jeg håber bare, at den lille Snille kun skal have en slags 'kiste'; min mave. Jeg kan nemlig ikke lade være at tænke: "Du er min skat, jeg er din kiste". Ved det lyder lidt dystert, men jeg tænker på skattekister, overraskelser af de gode, spænding - og på den måde er jeg taknemmelig over at fungere kiste indtil den lille er bagt færdig. Hov, så er jeg også en ovn!

Hvad tror du?

2010-06-18T20:51:00.003+02:00

Da der efterhånden har været en hel del helt sikre bud i hver sin retning af pige/dreng, har Bo bedt om en lille afstemning herinde for at høre bud på, om Snillen mon er en dreng eller pige. Så har du lyst at komme med et bud, ligger der en aftemning ude til højre et sted.

Der bliver altså ikke udlovet nogen som helst form for præmie og jeg må tilstå, at jeg nok vil være pænt uimponeret over rigtige gæt. Ja, sådan har jeg det altså ;-p Måtte lige have det ud mellem sidebenene vel vidende, at jeg måske skød mig selv i foden, der. Har du stadig lyst til at stemme...?

3 store milepæle

2010-06-15T16:27:00.003+02:00

1) Har nu fået den sidste behandling hos HAB-klinikken. Gik lidt bekymret ind ad døren, men føler mig faktisk helt tryg nu. Der er masser af antistof i mit blod til at stabilisere mit 'pylrede' immunforsvar, og det vil have sin virkning i mange måneder endnu. Desuden siger søde, søde læge, at nu kan vi godt stole på, at min krop har lært at være gravid, hvilket betyder sådan cirka, at behandlingen har vist den, at den IKKE skal opfatte fosteret som en snylter vi ikke vil have. Det stemmer overens med min gode mavefornemmelse, og jeg tør godt tro på den. De andre gange har jeg jo aborteret meget tidligt.

2) Jeg blev scannet UDENPÅ maven for første gang i denne graviditet!!! Behøver jeg forklare...? ;-)
Lille-snylter-som-vi-gerne-vil-have var særdeles livlig og har en perfekt hovedstørrelse til 16. uge, som jeg er i nu. Mor er stolt, glad og har bukserne på!

3) Da jeg lå på maven hjemme i sengen her til eftermiddag sparkede lille-snylter-som-vi-gerne-vil-have mig så jeg kunne mærke det helt sikkert for første gang!! Det er en stor, stor ting for mig. Hvor har jeg ventet længe på det her. Da det ikke nyttede noget for stakkels lille snylter at sparke mig, kunne jeg mærke tydeligt, at den ligesom 'kravlede væk'. Så vendte jeg mig om og lod den få sin vilje. Tænk, at jeg har et lillebitte menneske med en vilje i min mave?!

Snille update

2010-06-01T22:13:00.004+02:00

Snille har det godt. Vi fik et kig til den i dag, og det var deeeejligt :-)
Lille Snille... Den havde fået knogler, kunne ligne en lidt spooky spøgelses-alien, kunne sutte på tommelfinger, vinke helt fint med fingrene og strække sig noget så nonchelant med én arm bagud. Jeg blev helt overvældet af dens lille personlighed. Det er så stort at være med til det her og jeg er ved at blive forelsket...

Derudover var det betryggende at få at vide, at min livmoderhals er helt fin (dvs. lang og lukket) og ikke påvirket af plukkeveer, samt at Snille har en fin mængde fostervand. Sådan! Masser af håb forude.

22.-23. maj

2010-05-25T11:22:00.004+02:00

Laurits' fødselsdag var en god dag. Det var ikke sådan, at noget bestemt skulle ske, men noget særligt skulle det alligevel være, for det er altid værd for os at markere, at det var dagen vi fik ham. Vi kørte vi ud i det blå og gule og grønne, hvor vi fandt et helt magisk sted på en stenstrand fyldt med havgus. Det var helt, helt stille vejr med 'noget i luften'.

I vandet var der hornfisk, ingen tvivl om det! Vi havde kun lige gjort klar til at sidde lidt og nyde morgenmaden, da vi så de første tegn på fisk i vandet og skyndte os at gøre stængerne klar. Bo fik bid/fangst i første kast! Sådan fortsatte det hele dagen, hvor vi med jævne mellemrum så hornfiskene komme op i overfladen og pjaske rundt, og hvor vi fik masser af både bid og fangst. Bo fik den første fisk, men jeg fik den største! (og jajajaja, så fik han flest). Da vi tilsammen havde nået omkring 10 mistede vi overblikket... Det var helt magisk og rigtig sjovt at fiske med så meget aktivitet. Jeg blev træt ind i mellem, men havde svært ved bare at sætte mig ned og hvile, for hele tiden kom fiskene op til overfladen og lokkede. Dagen efter fortrød jeg, at jeg ikke lyttede mere til min krop.

Bo var næsten umulig at stoppe. Fra han sagde: "ok, det er den sidste" fangede han vist fem fisk mere. Da vi talte sammen havde vi 22.

Den 23. havde vi tænkt os at gå ud på Laurits' græsplæne, men op ad formiddagen måtte jeg erkende, at jeg ikke var på toppen. Udenfor vinduerne var der ellers underholdning med Copenhagen Marathon, men jeg blev bare svimmel og kvalm af at kigge på. Jeg var virkelig ærgerlig over det, men måtte blive hele dagen i sengen. Øv, det var helt deprimerende. Men værst var det dog, at jeg natten inden og i løbet af dagen havde en masse plukveer, hvilket gjorde mig/os virkelig bange og magtesløse. Her bagefter kan jeg heldigvis sige, at det nok ikke betød det store, men det er jo ikke til at sige, når det står på.

Meget heldigt at mandag var en helligdag, så vi kunne komme en tur på Laurits' græsplæne der i stedet for. Og om aftenen stod den på nyrøget hornfisk med røræg et sted ude på Kbh's volde.

Jeg har set meget frem til enten at være gravid eller have et levende barn også på Laurits fødselsdag. De andre år har det fyldt sin del af dagen, at 'det blev så heller ikke i år'. Men i år blev det i år og det er jeg så uendelig taknemmelig over. Det gjorde sjovt nok Laurits fødselsdag endnu mere til hans fødselsdag, frem for noget andet. På en måde sætter den lillebrøster mig mere fri i forhold til Laurits. I weekenden betød det, at jeg 'bare' var Laurits' mor. Ja, faktisk glemte jeg lidt, at jeg var gravid... meget underligt. Men det føltes godt og rigtigt - helt sikkert kun fordi jeg virkelig er gravid. Nogle gange er det jo netop fraværet der fylder mest...?

Laurits' fødselsdag

2010-05-21T17:44:00.003+02:00

Vi har ingen vilde planer for Laurits' fødselsdag i år, men det bliver noget med at sidde og glo ud over noget vand, fiske, nyde det gode vejr og sende ham en masse tanker. Vi skal have kanelsnegle med, for der skal altså være noget fødselsdagskagehalløj, så dem har jeg bagt i dag. Toget med fire lys står klar til senere på dagen i morgen.

Jeg har haft en smule flimren, usikkerhed og nagende, skjult tristhed op til disse majdage, for hvordan er det nu lige man gør med sådan et dødt barns fødselsdag og dødsdag?? Men nu hvor det er så tæt på slapper jeg af, for der er lige præcis ikke en pind at gøre. Ikke andet end at mindes i det tempo, der kommer helt af sig selv. Desuden kører det heldigvis lidt sit eget løb, for i morges kunne jeg endelig mærke den velkendte stemning af 'dengang for fire år siden'. Jeg kan ikke rigtig forklare det på anden måde, end at Laurits endelig var lidt tæt på igen. Det skete jo virkelig... han var her virkelig.

Gode fifs til doping?

2010-05-19T16:02:00.002+02:00

Min blodprocent er for lav og den træthed det fører med sig kunne jeg rigtig godt tænke mig at slippe af med. Så hvis du har nogen gode erfaringer med at spise sig til en hæmatokritværdi, der er en cykelrytter værdig, kunne det være rart med et fif. Jeg tager naturligvis jernpiller og fokuserer på at spise kød, spinat, mandler, abrikoser, kiwi'er og snart friske jordbær.

Udenpå og indeni

2010-05-19T09:28:00.004+02:00

Dette billede viser ikke rigtig alle de små 'madpakker' jeg har smurt til den lille på det seneste, og det har jeg det fint med ;-) Lidt forfængelig må man vel have lov at være.

Jeg så den lille på scanning i går, og den mosede rundt! Det skyldes sikkert, at jeg var så nervøs, at adrenalinen pumpede rundt i begge vores kroppe. Billedet her blev helt ærligt ikke så godt (den ligner jo virkelig en alien), men lægen måtte bare skynde sig at fryse det, så snart den lå nogenlunde stille, så hun kunne måle den fra hoved til numse. 4,8 cm var den og det er perfekt i forhold til 12. uge. Faktisk var den én dag foran termin, og jeg fik et glimt af den der skøre forældrestolthed, som ikke bunder i andet end at barnet ER.

Det er utroligt som sådan en lille udvikler sig på 14 dage. Sidst var den som en slags C-formet larve, der kunne spjætte en smule. Nu har den menneskeform og jeg kunne ikke rigtig tælle arme og ben med den fart den mosede rundt, men der er i hvert fald ét sæt af hver.

Hvordan mon den har det derinde...? Er det sjovt at gro arme, ben og organer og pludselig være i stand til at bevæge sig? Eller er det ligesom at 'få tænder over det hele'?? Tænk, hvis det i virkeligheden gør nas eller klør som pokker??? Hm... men der er ikke noget at gøre ved det. Den må klare sine strabadser som alle andre har gjort det.

12. uge

2010-05-17T09:41:00.002+02:00

Denne uge byder blandt andet på et helt almindeligt lægebesøg. Det bliver den første helt almindelige ting i denne graviditet, og derfor synes jeg det er stort. Jeg går ud fra, at det bare er journalskrivning og urintest, og jeg har i hvert fald ikke noget behov for at få fastslået graviditeten på nogen fysisk måde. Med andre ord; ingen indvendig undersøgelse, tak. Jeg har jo ligesom adskillige blodprøver og scanninger til at bevise den side af sagen. Men alligevel glæder jeg mig til at få det bevis, som vandrejournalen er. Sådan havde jeg det også med Laurits. Vandrejournalen er lidt et billede på en hel graviditet. Der er plads til planer og forløb.

Mig en gåde...

2010-05-07T11:30:00.002+02:00

Jeg er allerede en fjerdel henne i graviditeten. I tal ser det således ud: 25 %. Målt op ad siden på min koldskålkarton er det omkring nr. 2 kammerjunke. Jeg ser ind i mellem også kvart gravid ud. Men når jeg så tænker på, at det både skal være sommer og efterår før den lille (forhåbentlig) kommer til verden, så synes jeg godt nok, at der er langt til mål!

Små fælder

2010-05-05T20:29:00.005+02:00

Jeg oplever graviditetskvalme som en virkelig mystisk ting. Ikke som nogen anden slags kvalme fra sygdom, tømmermænd eller søsyge. Det er ikke fordi jeg ligefrem er plaget af kvalme, men den sniger sig ind her og der. Den er slyngveninder med min appetit og har også en vis sammenhæng med lidt ændret lugte-/smagssans, og pludselig er der små 'fælder' overalt.

Én fælde: Kaffe! adv, føj, må jeg være fri?! Sådan lige fra én dag til den næste smagte morgenkaffen grimt. Sikke en fælde... for det plejer at være de varme, mørke morgendråber, der sætter øjnene det rigtige sted i hovedet på mig.

En anden fælde: Det rengøringsmiddel Bo har ordnet toilettet med. Åh nej, nu har han gjort så fint rent, og så stinker det. Og man skal jo ud på det toilet temmelig mange gange i løbet af en gravid dag.

En tredje fælde: Folk på gaden med cigaretter i hånden. Når jeg at se dem holder jeg vejret til jeg er på sikker afstand. Det var nu heller ikke fordi cigaretrøg lugtede godt i min næse inden graviditet, men herregud, det var da ikke noget, der sådan gik mig på på gaden.

En fjerde fælde: Vores køleskab... Det lugter grimt! Og det er virkelig en fælde, for jeg skal jo derind hele tiden for at hente kølige, sprøde æbler, smør til alle mine madder, yoghurt, koldskål og den slags.

En femte fælde: Lugten i hytten efter aftensmad. Puuuh, hvorfor skal den blive hængende?? Jeg kan næsten ikke klare tanken om, at jeg lige har spist den mad - til trods for, at den røg ned med stor appetit.

En sjette fælde: Vand. Det er begyndt at smage fadt. Ikke så smart, da man jo skal køre en del ned i løbet af dagen.

En syvende fælde: Tandpasta. Men der er bare ingen vej udenom.

Selvom jeg er blevet en sippe mht. lugte og især dem, der er knyttet til mad, så er der som om, at jeg hele tiden liiiige skal have noget at spise. Lige et æble, lige en mad med smør på, lige noget koldskål, lige en sodavandis - og én til. Jeg kan ikke helt tage det alvorligt, at sådan 2-3 cm. menneske kan sætte gang i så meget madflimmer, men det gør den. Og så er det helt i orden ;-) Men jeg glæder mig til, at vi kan få en anden form for kommunikation, den lille og jeg. Glæder mig til, at den sparker og jeg trykker på den og den sparker og jeg skubber osv.

Det ER virkelig rigtigt

2010-05-04T13:29:00.005+02:00

Nu tør jeg tro på det! Jeg har været til 6. behandling i dag, og vi startede med et kig til den lille. Den er vokset rigtig fint. Faktisk så fint, at den nu passer præcis på målet til, hvor stor den skal være i uge 9. De sidste to gange var den ellers lidt lille. Men helt ærligt, den har jo også skulle sætte celler sammen til både hoved, røv, hjerte, hjerne og den slags, og det kræver nok lidt koncentration, så der ikke bliver byttet alt for meget om på det hele. Jeg tror den er perfekt. Den bevægede sig endda en lille smule og jeg kunne ikke se detaljerne på skærmen, fordi jeg græd.

Jeg har ventet SÅ længe på at nå så langt som til her. De to første scanninger var gode, men fyldt med usikkerhed. Nu føler jeg, at bøtten vender. Ikke sådan at angst og usikkerhed bare forsvinder, men jeg ER virkelig rigtig gravid, og vi har set, at der er en fin lille, levende, voksende 'Snille' i min mave. Hvor er jeg bare glad i dag!

Det må jo være rigtigt

2010-04-29T12:27:00.003+02:00

- jeg må være gravid. Selvfølgelig mest fordi vi har set det på to scanninger, lægerne siger at jeg er det og alt det der. Men så er der også denne underlige utilpashed... halvkvalm, helsulten og lidt svimmel. Det er bare svært at vide, hvor meget der skyldes forkølelse. Så er der også min allerede store mave. Jeg ligner en, der er meget længere henne end de ca. ni uger. Der er ikke noget jeg glæder mig mere til end at strutte, men det virker bare alt for tidligt. Jeg synes ikke rigtig, at jeg har lov til det endnu. Hvis jeg skal være helt ærlig er jeg faktisk flov over at se så gravid ud. Åndssvagt, kan jeg godt sige med min hjerne, men det er sådan jeg føler det. Jeg må ikke endnu...

'Den dør ikke af at...'

2010-04-27T11:27:00.003+02:00

- det er min strategi at tænke sådan i den her graviditet. Eksempel: Inden første scanning var jeg meget nervøs. Da jeg gjorde mig klar herhjemme om morgenen, gik jeg lidt i stå på valg af øreringe (?!), fordi jeg ikke kunne finde ud af at vælge 'de rigtige'. Så var det jeg brugte 'den dør altså ikke af, at jeg tager nogle bestemte øreringe på eller ej!!'-stratagien. Det kan nogenlunde spille fornuften fornuftigt på bane, så ikke alle de ængstelige tanker og følelser tager overhånd hele tiden. Men det er svært at tøjle usikkerheden - eller rettere leve med den, for den er der jo og er nødt til at have en plads, for ellers snyder jeg mig selv. Dette er ingen almindelig graviditet, og det er ved at gå op for mig, at jeg på flere måder er i en risikogruppe, også psykisk. Jeg skal komme helskindet igennem det her, så den lille kan få en mor, der ikke er bange for alting.

Det er nu ikke fordi jeg til daglig går rundt og er bange, men efter jeg er blevet gravid denne gang og har set hjerteblink er der helt sikkert dukket noget op, for der er satme noget på spil nu. Men det var nok også en lidt uheldig start, da vi først fik at vide, at jeg højst sandsynligt ikke var blevet gravid (graviditetshormonet var for lavt), for ugen efter at få den modsatte besked. Det var mildt sagt svært at gå fra en yderlighed til en anden, og at tro på det gode, når starten nu ikke var helt god. Det er også en skør og mærkelig ting at være tidlig gravid, for der sker så store og vilde ting i ens krop, som man overhovedet ikke er herre over eller rigtig kan mærke. Jo, jeg kan mærke visse forandringer, men de står ikke rigtig mål med det, der er hele pointen - den lillebitte menneske-start, der endnu måles bedst i millimeter. At den vokser, banker med hjertet, suger næring til sig osv. kan jeg desværre slet ikke mærke. Det synes jeg er skørt. Samtidig skal jeg forholde mig til, at det virkelig foregår i min krop og f.eks. hænger 100 % sammen med mig og hvad jeg spiser og drikker. Jeg glæder mig så sindssygt meget til at mærke liv! Det har jeg fysisk manglet i snart fire år. Lige nu er det det, jeg glæder mig mest til - mere end til at barnet kommer. Jeg ved, at det ændrer sig undervejs, så det er ok. Det er bare for meget at forholde sig rigtigt til fødsel og levende barn endnu. Først skal jeg ikke abortere, og så skal jeg ikke føde for tidligt. Der er alt fra udskrabninger til kister i flere størrelser, som skal styres udenom.

Foråret gemmer sig...

2010-04-23T15:15:00.006+02:00

Er det nu jeg skal bekende kulør og skrive, at håbet er fuldstændig gennemtrængende lysegrønt? Hvis jeg skal gå og vente på at blive helt afklaret, sikker og dermed parat, så kommer der bare aldrig flere indlæg på denne blog, for jeg kan kun tænke på 'det', og 'det' er fyldt med en grundlæggende usikkerhed. Måske lidt skriverier trods alt kan hjælpe mig til at få afløb.

Det kan sne og køle lige så tosset det vil udenfor, for der er flyttet forår ind i min mave. 'Nogen' har sat sig fast, gror støt og roligt, er næsten en hel centimeter på langs og har et hjerte, der banker. Den har også en ængstelig, forbeholden mor. Efterhånden har jeg fået fem skud immunglobulin for at stabilisere mit immunforsvar, så det ikke jager den lille forårsbebuder ud som en gemen parasit, men der er jo ingen garantier. Faktum er dog, at jeg er gravid, og at der er en lillebitte en, som er vokset mellem to scanninger. Den dør ikke af, at jeg skriver om det.

Pausefisk

2010-04-19T10:30:00.003+02:00

Duen har desværre forlængst forladt reden, men så kan jeg sætte denne vaskeægte 1 kg's pausefisk på i stedet. Min helt egen torsk.

Nøj, det var tiltrængt endelig at få bid!

Pausedue

2010-04-05T12:20:00.004+02:00

Fra mit vindue kan jeg kigge lige ud på det dejligste træ med de fineste knopper. I træets top ligger en due og skutter sig i regnvejret og jeg tror den venter på, at der kommer nogle fandens blade på det træ!

Og ellers venter den vel på sine unger. Små dunede flyvende rotte-unger. Af og til kommer der en skade forbi og skræpper sultent... Lortenatur! Det er da for råt at gå efter andres afkom på den måde. Jeg får lyst til at kaste et pølsebrød over til reden eller brække mig for foden af træet, så den kan få noget hurtig take-away. Stakkels heldige due...
Nu kan den så ganske uvidende ventende få lov at agere pausefisk her på bloggen for min lille døde fugleflipper, for jeg har ikke så mange ord i fingrene for tiden.

Hov

2010-03-22T12:32:00.003+01:00

Så kom jeg lige forbi en babyside på nettet, hvor jeg siden graviditeten med Laurits har haft en profil. Der stod, at jeg var i uge 22. Nå ja, det skulle jeg jo have været, hvis ikke jeg havde aborteret. Hm. Det gør mig ikke ked af det, slet ikke, men bare fem minutters blog-eftertænksom.

Blomster fra mor

2010-03-07T17:43:00.003+01:00

På mit bord står nogle virkelig flotte dybrøde franske anemoner. Dem har jeg fået af min mor, da hun var på besøg i sidste uge. Først havde hun givet mig tre tulipaner i jord, men det var ikke nok for hende. Jamen, det var det altså bare ikke. Vi skulle finde nogle flere blomster, basta! Den slags er der selvfølgelig ingen grund til at diskutere, så vi fandt anemonerne, og så var der glæde over hele linien. Og... et eller andet sted varmer det min hjerne så meget, at blomster er noget man giver sine børn i min familie - død eller levende. Laurits fik også blomster af mormor, da vi var forbi Kirkegården.

Mine blomster til Laurits er mest papirstraner.

Det her handler overhovedet ikke om, at man skal give blomster til døde eller levende. Pligtblomster er ikke sjove. Det handler bare om, at jeg for det meste har virkelig svært ved at jonglere med en meget 'levende', banal, almindelig rolle som værende datter, samtidig med, at jeg har en meget 'død', ualmindelig og sær måde at være mor på. Derfor kan jeg blive så glad, når jeg opdager de små sammenfaldende ting, som egentlig bare kører af sig selv og uden alle mine tanker, idéer, forbehold, ængstelser, spekulationer... Jeg kunne simpelthen genkende min mors glæde ved give sit barn nogle blomster. Ikke så meget pjat der, lige ud ad landevejen. Det gav mig en eller anden ro at opleve, for det er også bare dét, der ligger i min mor-rolle. Mine blomster eller traner til Laurits handler ikke altid om sorg, gravpynt og mindehalløj. Det handler faktisk meget om, at jeg bare vil give den skide unge noget! Basta! Ikke så meget at diskutere. Glæde over hele linien.

Total banal

2010-03-05T11:32:00.003+01:00

4 drømme:
- Nye, grønne sko, der bare ser så rappe ud, føles godt og var billige. Juhu! Tjek! Den er realiseret. Meget banalt og meget virkningsfuldt.
- Stærke overarme i stedet for vatarme. Har nu en håndvægt, så det er vel bare at gå i gang. Har pumpet lidt i dag - iført de nye grønne sko. Ih, det føltes dejligt feminint...minimt..?? (Hold kæft, jeg kan ikke engang stave til det).
- Dagdrømmerier om Laurits bare fordi han var så dejlig og fordi jeg elsker ham.
- Drømmen om at blive mor igen. Tænk, hvis jeg får lov at holde min egen lille baby i armene. Øjs, det gad jeg godt! Så vil jeg bruge babyen som håndvægt og blive virkelig stærk.

Mon jeg ville have været stærkere, hvis Laurits havde været her? Det ville helt sikkert have været bedre for både arme og sjæl. Men jeg ville nok også have haft meget bløde knæ og andre ømme punkter...

Ægset

2010-03-04T11:20:00.003+01:00

Så er det den tid, hvor butikkerne har æg alle vegne. Pap-æg, pynte-æg, choko-æg, sukker-æg, likør-æg, lakrids-æg. Jeg kan ikke helt stå for de der choko-marcipan-æg af slagsen, men jeg prøver at holde mig tilbage, for der skal først og fremmest være plads til en masse guldæg i min mave. Lige nu om snart skal jeg nemlig helst producere en masse æg. Det er verdener forbi stadiet af skruk, men det er alligevel i den boldgade. Så det føles skruk, gok og gak i hovedet! Jeg bliver snart en hønemor, ægset, konen med æggene, gra-næsten-vid (Nej, vi har ikke lyst til at sige, nøjagtig hvor i behandlingen vi er, men vi er i gang med endnu et langt, sejt træk, hvilket vil sige, at jeg er fucked up på hormoner). Jeg kan mærke en spirende fornemmelse af håb og det er fandme dejligt ovenpå denne kolde, kolde tid. Det var eddermaneme en skodvinter set med lave-børn-brillerne! En abort fattigere blev det til. Pfft! Spild af liv på flere måder. Med hænderne trodsigt i siden og benene solidt i jorden fnyser jeg foragtende tilbage mod december nul-ni.

Nu er det forår, og jeg glæder mig over, at der er æg alle vegne. Det passer fint med det indre billede. Jeg er simpelthen så glad for, at vi går mod varme og lysere tider, for så er det alt andet lige lettere at gå igennem hormon-humør og ventetid. Det livgivende ved forår har sin virkning og jeg suger det til mig. I disse dage mærker jeg styrke, glæde og delvis ro, og helt ærligt aner jeg ikke hvor det kommer fra. Derfor kan jeg fylde mere godt i godteposen ved at putte noget taknemmelighed derned. De dage, hvor jeg mærker styrke indefra er jeg simpelthen så taknemmelig for! Meget kan man gøre for at støtte op om gode følelser, fokusere på det positive og alt det gejl, men jeg har det for det meste sådan, at jeg bare har det på en bestemt måde. Det kommer sgu helt af sig selv, og så er der altså grænser for, hvor mange knuder jeg orker at gå og slå for at få lavet en pæn og spiselig sløjfe rundt om det hele. Derfor; når jeg pludselig har det fint kan jeg blive helt glad i låget over det.

Egentlig var det slet ikke æg, som indlægget skulle handle om, men derimod derimod noget, som foråret er begyndt at betyde for mig, men det må have sit eget indlæg senere. Det handler blandt andet om æg og harer og det at kende nogen...

Hvilke udtryk?

2010-02-27T20:36:00.003+01:00

Hvilke udtryk har du på hjernen for tiden?

Jeg har dette: "at være på samme side".
Altså ikke noget med, at man skal vælge side i en krig, men som i engelsk: "being on the same page". Somme tider støder jeg på mennesker, hvor jeg tænker, at vi er som fra to forskellige planeter, men oftest er det lige præcis som om, at vi bare er på forskellige sider i en bog.

At vågne

2010-02-15T06:12:00.005+01:00

Der er dage, der starter med nætter. Så står alle de negative tanker i kø og jeg mærker, hvor veludviklet evnen til at jorde mig selv efterhånden er blevet. Så kan jeg lige så godt stå op. I hvert fald, hvis adrenalin-'suset' først har sat ind, for så er søvn ikke fysisk mulig før efter tidligst en time. I dårlige perioder når det at sætte sig som en vane i kroppen, og jeg vågner for eksempel kl. halv fire hver nat. Spild af tid!

Der er nætter, hvor det bare er surt at stå op, og hvor jeg ønsker, at bevidsthed var noget man kunne slukke for. Min hjerne lægger teflon ud på alle de rare, rolige og fredfyldte steder og fyrer i stedet op på fuldt blus der, hvor alle dæmonerne har tegnet kruseduller. Så handler det overhovedet ikke om varm mælk, meditation, læse avisen, eller hvad ved jeg. Så handler det om, at jeg slet ikke kan finde meningen med noget som helst.

Men... så var der natten, hvor jeg rent faktisk opdagede det næsten usynlige skift der skete, da jeg rejste mig fra sengen, og gled fra at være mest til stede i mit overtegnede, dæmon-grafitti-hærgede indre, til at være mest til stede i kroppen. Ja, det lyder måske lidt flippet, men det var lidt af en opdagelse. Ikke en stor aha-oplevelse, men en lille en, der serverede sig selv som en selvfølglighed. For det er selvfølgelig ikke mit hoved med al dets skrald, der bestemmer og styrer alting. Virkeligheden er også en anden. Heldigvis. Og når kl. så nærmer sig seks -halv syv er det faktisk helt ok at brygge en tidlig kop morgenkaffe og til duften af den mærke, hvordan byen vågner, mens dejlige Bo sover det sidste af sin søvn inde i mørket i soveværelset.

Fire års tid

2010-02-06T19:45:00.009+01:00

For fire år siden var det også rigtig koldt i Kbh/DK. Dengang var der også is på kanalerne og frost i kinderne, når man cyklede omkring, for jeg kan huske det fra min studiepraktik-tid. Ud på Amager og hjem til city hver dag. Dengang havde jeg også Laurits med mig overalt, men det var altså på en lidt sjovere og dejlig dybt naiv måde. Han lå levende og 3xD i min mave. Nu skulle han have været stor nok til at høre historier om 'dengang du lå inde i mors mave'. For fanden da, det hele er snart fire år siden. Jeg gad godt at vise babybilleder til store Laurits og sige: "seeeeee, hvor lille du var!"

Sådan lå han for fire år siden og pillede ved sin hage og sit øre, mens en læge gennemgik hjerne, hjerte, nyrer osv. og sagde, at alt så fint ud. Det er vemodigt at tænke på, for de nyrer var alt andet end ok. Det er lige før jeg vil påstå, at jeg kan se på dette billede, at der er alt for lidt fostervand (som i Tulses tilfælde hang sammen med manglende nyrefunktion). Men det er sikkert bare øjnene der ser... Og i bund og grund er det også lige meget, for det ville ikke have ændret noget som helst til det bedre. Sygdommen var der, døden ventede og jeg er bare glad for, at jeg trods de forbandede odds alligevel fik lov til at opleve nyfødte Laurits. Jeg får simpelthen lyst til at synge den samme gamle sang om, at Laurits var lige som han skulle være, det var kun hans dødelige sygdom den var gal med.

De fire år, som er i gang med at gå hen over hovedet på mig larmer lidt for tiden. Jeg forsøger nok at komme alt det triste lidt i forkøbet. Selvfølgelig skal man ikke tage sorgerne på forskud, men det er faktisk heller ikke så meget sorg over, hvad der kan ske, som det er sorg over alt det, som ikke sker - hvilket vel netop bare er sorg?! Jeg er nødt til at acceptere, at Laurits' fødselsdag vil komme og gå endnu engang uden nogen væsentlig ændring; han vil stadig være død. Derudover må jeg acceptere, at der ikke venter den barsel, som ellers nåede at tegne sig selv i en løs skitse i efteråret, da vi havde en positiv graviditetstest. Lægen nåede at dreje det famøse graviditets-lykkehjul og finde termin, og den landede i mine øjne det fineste sted, nemlig i slutningen af juni (Laurits' var 1. juli). Jeg skulle på nuværende tidspunkt have været lige så gravid som for fire år siden. Det er faktum, og ikke bare en udefinerbar længsel. Der er bare så utroligt meget jeg ikke skal til foråret, og det er ligesom dér jeg har hjertet hængende - i alt det, som ikke sker.

Varmt og koldt

2010-01-26T20:33:00.004+01:00

Jeg fylder varmedunken med vand. Om lidt kommer Bo forfrossen hjem efter at have ventet på autohjælp til en bil, der pludselig smed udstødningen fra sig. Stakkels mand. Pisse koldt! Heldigvis har jeg varm tom yum suppe klar. Den skal spises i sengen med varmedunk under benene.

Den varme dunk... den stinker af gummi og er sådan lidt for 'autentisk' i det. Den kommer altid mindst i ét betræk eller håndklæde, men lugten trænger alligevel igennen dyne og alt. Men den har minder. Når jeg hælder dampende vand i den og tager den ind i sengen, får jeg lyst til at skrue tiden tilbage til dengang Laurits lå og bankede på med sine små fødder og ville ud. Dengang jeg godt vidste inderst inde, at jeg havde veer, men endnu ikke helt havde erkendt det. Den 21. maj om aftenen fik jeg besked af jordemoder på Riget om at gå i seng med et par panodiler og en varmedunk, og se om mine "plukkeveer" ikke gik væk til om morgenen. Det holdt jeg til i et kvarter. Så ringede vi igen, og så skulle vi bare komme ind. Det var sgu ikke plukkeveer!

Jeg kan holde den varme dunk på maven og mærke lidt af Laurits igen. Det vil jeg gøre til Bo kommer hjem og stjæler varmen (og det skal være ham vel undt, altså).

Nyt kapitel

2010-01-21T17:40:00.010+01:00

Et nyt kapitel er ved at tage form i vores fortælling. Lige nu ved jeg to ting; det bliver et sejt/udfordrende kapitel at skulle gennemleve og jeg håber sådan, at det ender godt.

Kapitlet drejer sig om, at næste gang vi skal igennem et ægsorteringsforsøg, skal jeg oveni have en behandling imod abort. Det er jo ikke fordi der findes en mirakelkur imod abort, men der findes noget behandling, som kort og godt ser ud til at kunne hjælpe kroppen til at holde bedre på en graviditet. Jeg kan slet ikke gå i detaljer med det, for det er alt for kompliceret for mig at forstå lige nu. Jeg forstår bare essensen i det; vi får hjælp af de dygtigste læger/sygeplejersker/laboranter mm.

Al det hjælp er jeg dybt, højt og alt muligt midt i mellem taknemmelig over! Efter omstændighederne er jeg taknemmelig over de muligheder vi får tilbudt. Men... omstændighederne er jeg simpelthen tynget af at have. Gad godt at sønnikke var i live, og/eller gad godt, at der var flere børn i vores arme. Omstændighederne har jeg penslet ud mange gange her på blokken, og dette bliver nok heller ikke sidste gang. For det lindrer en smule... Det hjælper mig til at se i øjnene, hvor jeg er.

Omstændighederne ligger også synliggjort i lægesprog i vores jounal på Riget. Journalen er tyk og vokser lidt hver gang vi er derinde. Plasticchartek'et udenom er ved at gå fra hinanden. Det er grønt, og jeg tror nok, at det er en farvekode for bestemt type behandling, men det er også bare en god Laurits-farve. Laurits' billede er sat ind et eller andet sted i papirene. Det gjorde jeg engang for længe siden, fordi jeg ganske enkelt trængte til at synliggøre ham som et menneske, og ikke bare som et medicinsk udgangspunkt for ægsortering. Journalen er først og fremmest et arbejdsredskab, men den er også en version af vores lille families fortælling.

En anden version er den 100 % subjektive og navlepillende blog her, og en tredje er den samling vi har af små foldere fra Riget. Ved sidste graviditet var jeg kæk og lugede lidt ud i bunken af "fertilitetsmateriale", men vi har i hvert fald følgende:

1) Patientvejledning til reagensglasbefrugtning

2) Ægudtagning

3) Progestan - og graviditetsprøve

4) Utrogestan - og graviditetsprøve

5) "Tillykke". Vejledning til dig, som er tidlig gravid

6) Sunde vaner før, under og efter graviditet

7) Information om medicinsk behandling af ufrivillig abort

8) Information om behandling med immuglobulin

9) Information om behandling med prednison

Jeg ved, at der kommer gengangere af nummer to og fire. Håber bare også, at der kommer gengangere af nummer fem og seks, og derefter ikke af syv...

Ved sidste graviditet tog jeg følgende billede inden jeg lugede ud i piller, kanyledims, huskelapper, foldere og recepter:

Så grimt er udgangspunktet, omstændighederne. Men tænk, hvis det kan erstattes af billeder af en voksende mave og efterfølgende ny frandsens babyfødder...? Så ville det grimme billede i hvert fald blegne :-) Det ville stadigvæk være det hele værd.

Dynamisk sorg - på godt og ondt

2010-01-12T20:51:00.004+01:00

For tiden tænker jeg en del på, at sorgen er dynamisk på godt og ondt. Jeg har igennem nogle år oplevet, hvordan det trods alt gik fremad i forhold til at blive rigtig glad igen. Desværre er det ikke glæde, der rammer billedet ind for mig for tiden. Dynamikken føles ond. Det er som om at sorgen finder sine sprækker og måder at overraske på, så den igen og igen kan få mig ned med nakken. Det er som om jeg bare ikke må være rigtig glad, for det er hele sorgens væsen netop at jorde mig. Som i: man kan ikke være overskudsagtig ked af det...

Jeg tænker også meget på, at det er to 'slags' sorg jeg tumler med; den over Laurits og den over barnløshed. For mig hænger det selvfølgelig sammen og jeg kan ikke finde overblikket for tiden... eller hoved-hale-logikken... eller bare trække vejret 100%... Jeg er simpelthen ked af det inderst inde. Ked af, at vi står her den 12. januar 2010 uden et levende barn i vores lille familie. Og i morgen er der én dag mere uden graviditet/barn. For tiden føler jeg ikke, at vi tæller ned til noget godt, men derimod at vi ophober mere og mere skidt.

Mindst i januar, lige pludselig

2010-01-06T17:51:00.010+01:00

Jeg er startet på webkursus og det har godt nok været en positiv oplevelse indtil videre. Selve kurset kan jeg jo ikke bedømme ud fra tre dage, men bare det at komme ud ad døren (og hjem igen), at lære nye ting, at være på et hold er SÅ fedt! Jeg vidste ikke, at jeg i dén grad trængte til at få skovlet noget andet end mad ind i hovedet igen.

For otte måneder siden troede jeg, at det ville være nærmest 100 % fantastisk at blive færdig med studiet, men det er det faktisk ikke. Eller rettere; at blive færdig var fantastisk (noget af det allerbedste jeg har gjort), men at komme over i arbejdsløs-livet er overhovedet ikke fantastisk. Jeg vil rigtig gerne bruge mig selv! Udelukkende at søge jobs, skrive ansøgninger og tænke i kompetencer på cv'et er ved at hænge mig ud af halsen. I dag fik jeg brev fra et firma, hvor jeg er én ud af 774 ansøgere?! Det er sgu da demotiverende. Så er det altså sjovere at være på kursus, hvor man lærer noget, gør noget. Tilmed er det tilpas it nørdet til, at man får lov til at dykke ned i (frustrationer over) html kodernes forunderlige verden, frem for hele tiden at have job! arbejde! ansøgninger! i fokus. Det er sgu virkelig rart.

I går fandt jeg ud af noget meget mærkeligt. Det virker i hvert fald rigtig mærkeligt for mig...
For tre år siden havde jeg virkelig svært ved at gå i gang med studierne igen. Det var svært at samle tankerne, men det var sandelig også svært at møde verden igen. Jeg gik på læsesal for at finde ro, men var ved at sprænges af tanker om Laurits. Jeg kunne næsten ikke holde ud at være ude blandt så mange mennesker, der slet ikke kunne se på mig, at jeg var Laurits' mor. Det har i det hele taget været en af de største udfordringer i sorgen; at møde nye mennesker, der ikke kendte til Laurits. Ikke fordi det altid var svært, men det var i mine tanker altid 'noget'... Selv da jeg fik nøglen til en specialeplads for godt et år siden bekymrede jeg mig en hel masse over "hvad nu, hvis de andre på kontoret spørger om jeg har børn??" Derfor var det meget, meget mærkeligt at finde ud af, at jeg nærmest slet ikke havde tænkt på Laurits, da jeg skulle møde de andre på kurset. Jeg havde ikke nogen 'version 2' kørende ved siden af den præsentation, som kom ud af min mund. Jeg fik ikke klump i halsen og spændinger i maven over det virvar af tanker og følelser, som skulle holdes tilbage. Jeg skulle ikke bekæmpe én side af mig for at være anden... Ret dejlig følelse.

Nu er det ikke fordi jeg tror, at Laurits og sorgen fremover altid er parkeret et roligt sted i mine tanker og følelser, men nu har jeg oplevet, at det kan lade sig gøre, helt af sig selv. Sorgen er virkelig dynamisk. På godt og ondt.

Nyt år og sorte huller

2009-12-28T20:58:00.013+01:00

Gid det var så let. Så let, at man lige bundede en champagne, tændte en raket, hoppede ned fra en stol, vendte et kalenderblad og så... var alting nyt og friskt. Vi starter snart et nyt år, men det meste af mig står stadig med det ene ben plantet indenfor Rigshospitalets døre, hvor min lille familie ikke slap ud med livet helt i behold. Da Laurits døde var det en ny virkelighed jeg gik ind i, og jeg har stadig ikke helt fundet logikken i den. Måske også fordi den virkelighed bliver ved at udfolde sig anderledes end forventet og håbet. Vi skulle bare lige have lægernes ord for, at jeg gerne måtte blive gravid efter kejsersnittet, og så skulle vi ellers i gang med en ny graviditet. Hvor er jeg glad for, at vi ikke kunne se ind i fremtiden for tre et halvt år siden! Og hvem ved, hvad der venter...? Det blev hverken 2007, 2008 eller 2009, der kom med nyt liv, så jeg er meget skeptisk over for 2010.

Heldigvis kan jeg godt grine, glædes og fjolle, men jeg kan sandelig også falde i sorte huller. Især på denne tid af året er der så mørkt og så mange huller overalt. På de dummeste tidspunkter har jeg mest lyst til at blive liggende der på bunden. Så kan I andre gøre med verden hvad I vil og omvendt. Det værste er næsten, at tiden smuldrer. Jeg kan simpelthen helt grundlæggende ikke finde ud af det med tid mere. Jeg glemmer rigtig ofte rigtig meget og har en følelsen af, at jeg ikke kan følge med. Når jeg så endelig lægger planer, bliver de sjældent til noget alligevel. Jeg ved udmærket hvad jeg vil, men det lykkes ikke.

For min skyld måtte tiden gerne gå i stå et par år. Jeg har overhovedet ikke lyst til at springe ind i år 2010, allerhøjest sætte en fod forsigtigt derind, imens jeg tager en dyb indånding, holder vejret, kniber øjnene sammen og lister. Men hvis jeg kender verden ret, så er der ikke noget valg og lige pludselig er vi mindst i januar. Jeg må simpelthen prøve at følge med. Men hånden på hjertet, så er det bare ikke lysten, der driver værket lige nu.

Og Laurits... han er så langt væk for tiden (den åndssvage tid, der alligevel også gik videre uden ham). Jeg har en fornemmelse af, at han er under afvikling og det gør mig så ked af det. Med mindre jeg finder på et eller andet tosset ind i mellem, så er det faktum, at der bliver mindre og mindre Laurits med årene. De der fælles minder er jo så få og i øvrigt så sørgelige, at de ikke er oplagte at trække frem og glædes ved. I hvert fald sker det ikke. Albummene står på hylden og trækker støv. Han er et minde for få og en gradvis svagere erindring om noget trist, der skete for en tre år siden for de fleste. Men jeg er stadig "mindets" og "den triste erindrings" mor. Det er ikke ligefrem noget jeg har ønsket eller bedt om. Jeg ønskede at være et levende barns mor og det gør jeg sådan set igen. Når jeg kigger op fra et af disse sorte huller, som jeg nok må indrømme, at jeg lige er dumpet ned i, så virker det forbandet ensomt at være mor, når man kun er mor til Laurits. Og det er ikke den lille bassedreng, der var/er noget som helst galt med! Ham er jeg med største selvfølgelige glæde mor for. Det er den forbandede triste forladthedsfølelse der er det gale... den åndssvage død og den forpissede barnløshed. Jeg synes dødelighed er ret smart og har ingen utopisk forestilling om evigt liv, men... hvorfor skulle døden lige komme på den måde og tage det smukkeste fra mig? Han skulle altså ikke have været død i mit liv. Og hvorfor kan vi ikke få lov at opleve, at livet også kan overraske på den positive måde?

Nå, så er det sagt - eller det er jo løgn, det er skrevet, sådan til alle og ingen - og jeg har fået lidt luft. Jeg lovede nemlig en rigtig klog quinde at passe på mig selv her i denne tid.

Rejse med bagage

2009-12-16T18:56:00.005+01:00

Efter at Laurits har været her rejser jeg på en anden måde. Jeg mærker så tydeligt, at vi er én for lidt i den lille familie Frandsen når vi er ude. Han skulle så meget have været her... Han skulle for eksempel have været en lille rejsetosse i lufthavnen, ham vi kunne imponere dybt med store flyvemaskiner, ham jeg skulle have købt små gaver/bestikkelse til undervejs og rigtig forkælet. Ham jeg nærmest ville have tatoveret navn og adresse på i nakken. Måske ham, som ville have drønet lidt for meget rundt, når man skulle sidde stille, ikke råbe og ikke pille ved alle knapper, ting, dims, andre menneskers sovebriller, vandflasker osv.osv. Men også ham, som jeg ville have puttet trygt på hans flysæde sammen med Tux efter en oplevelsesrig dag godt på vej til Afrika midt om natten. Og ham, som jeg ikke ville ane hvordan jeg skulle hjælpe på toilettet, når flytoiletterne er så mikroskopiske små?! Men det hele ville nok været gået. Det gør det tilsyneladende for alle andre, der rejser med børn (alle andre... suk). Stewardesserne ville ind imellem have haft meget stive smil til familien Frandsens lille møgunge, men de ville også have smeltet totalt et par gange over hans helt bløde men simpelthen elektriske charme.

Jeg er ked af, at jeg ikke har billeder med hjem af Laurits' elektriske charme, men jeg har trods alt alligevel nogle Lauritsbilleder med hjem. Havde det ikke været for min lille døde dreng, så havde jeg ikke taget disse billeder undervejs - aldrig!

PS Ja, så er jeg sådan en, der rejser med en bamse. Men jeg er jo bare en mor, der holder den for sin søn

Når jeg engang bliver mor igen...

2009-12-01T16:39:00.004+01:00

... så skal jeg simpelthen være den største mælkemaskine!

Jeg kunne ikke forstå, at mine bryster blev ved at være ømme og 'graviditetsagtige', men forleden faldt tiøren; der er sgu da kommet mælk i dem. Mælk til et barn, som aldrig blev til. Det er da grotesk. Jeg har fået to piller til at stoppe produktionen, men har det totalt ambivalent med dem. Indtil videre har jeg dem bare som nødplan, men jeg er ikke meget for at tage dem. Jeg har meget dårlige minder omkring de piller, der for over 3 ½ år siden skulle stoppe mælken til Laurits. Jeg har sjældent følt mig så fortabt, som da jeg hentede recept på de piller dengang.

Lige nu er de piller min 'syndebuk'. De er åndssvage og bringer dårlige minder med sig!! Og min krop er for dum! Derfor; når der engang bliver brug for min mælk, så håber jeg satme også, at der er mælk i de bryster! Og ellers så kræver jeg, at der findes en pille for det.

Meget træt af ventetid

2009-11-25T11:33:00.006+01:00

Ugen mellem første og anden skanning var slem. Dels slog det os temmelig meget ud at skulle indse, at graviditeten var gået i stå, og dels ventede vi på en afklaring. Den fik vi sidste torsdag og det lettede trods alt. Derfor har den seneste uges tid været præget af en vis ro. Weekenden var vi ligefrem i stand til at nyde sammen, selvom Bo lagde sig halvt syg. Desværre har den sidste uge været lidt for rolig, for jeg er overbevist om, at pillerne fra i torsdags ikke har haft deres virkning endnu. Min krop er åbentbart så langsomtopfattende i denne omgang abortshow, og jeg er så træt af den! Den er øm og dum og giver mig et åndssvagt mix af gravid/ikke-gravid signaler. Dog tror jeg, at den er ved at fatte pointen og jeg håber inderligt, at jeg kan nå at abortere inden i morgen, hvor jeg skal til tjek, for ellers tror jeg, at den står på det lille indgreb, der nok så charmerende kaldes for en udskrabning. Nå ja, på en måde vil jeg faktisk rigtig gerne tage imod det indgreb, for så bliver det da overstået. Men jeg har bare en irrationel angst... tænk, hvis de ødelægger min livmoder??

Jeg gider faktisk ikke mere! Det er så trættende at spilde timer, dage, uger på denne ikke-livgivende måde. Jeg mærker pludselig rigtig meget vrede over det hele, men sammen med det heldigvis også et velkendt trods. Det skal nok gå. Mest fordi det skal det jo bare.

Status er...

2009-11-19T18:39:00.005+01:00

Vi var på Riget det meste af dagen indhyllet i ventetid. Skanningen i formiddags gav os hurtig afklaring om, at der ikke var noget liv i graviditeten. Det havde vi heller ikke regnet med, og det var lige før, at lægerne var mere beklemte end os. Vi blev sendt ned til gynækologisk akut modtagelse, hvor vi snakkede mulighederne igennem med en læge, og hvor vi valgte en medicinsk abort (det er stikpiller, der sætter gang i en blødning). Det virkede for os som det rigtige valg, og det støttede lægen godt op om. Fire timer skulle vi være på hospitalet efter pillerne var lagt, bare for at være sikre på, at der ikke var nogle bivirkninger. Det var ret kedeligt...

Nu er vi hjemme og har en god aften. Jeg har det bedre end jeg har haft meget længe (sidste uges tid har været lang). Det er lidt underligt at skulle indrømme, for selvfølgelig ville jeg så gerne, at alt var anderledes. Men den reaktion hørte vist mest forgangne uge til... Ikke fordi det hele bare er overstået, men lige nu fylder lettelsen. Tænk, jeg skal ikke være bange og nervøs for graviditeten længere?! Det er faktisk rart. Jeg skal bare være mig.

Jeg ånder lettet op og tænker, at denne abort i sig selv nok ikke bliver så slem. Jeg er vist sådan en, der bedre kan forholde mig til det fysiske; nu sker der trods alt noget, og så følger jeg bare med... eller noget i den stil. Det var rigtig slemt at skulle slå ind på denne vej og sidste uge har været så styg. Men nu går det på en eller måde fremad. På en eller anden måde kan jeg bedre forholde mig til at være i gang med abortere, end at have en graviditet, der ikke vokser... lyder det skørt?

Venter

2009-11-18T10:24:00.003+01:00

I morgen skal jeg skannes igen. Det er alt, hvad jeg ved. Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi får bekræftet det dårlige resultat fra sidst, men derudover er jeg et stort spørgsmålstegn. Skal vi så bare vente videre og se, om kroppen selv klarer aborten? Skal vi vælge mellem medicinsk eller kirurgisk abort? Eller skal vi - som det jeg faktisk frygter allermest - have forlænget denne venteposition, fordi det alt for lille foster/celleklump viser sig at være levende trods alt? Jeg er helt sikker på, at dette ikke bliver til et barn, men jeg er bange for, at min åndssvage krop kun ganske usmageligt langsomt tager livet af det lille foster og bare forlænger pinen for os alle sammen. Vi ved godt nok ikke, om det i virkeligheden er fosteret/celleklumpen, der simpelthen ikke havde potentialet til at udvikle sig normalt, eller om det er min krop, som modarbejder graviditeter. Men det jeg har en stærk mistanke om det sidste. Det er også det vi skal have undersøgt, når vi kommer ud på den anden side af det her.

Jeg trænger til afklaring på alle måder. Vil bare have det her overstået, så vi begge to kan se fremad igen. Det kan jeg slet ikke nu. Jeg kan bare mærke, at jeg er gravid, men ikke må være det. Når det er overstået vil jeg gøre hvad jeg kan, for at være stærk og glad igen. Ikke sådan, at det hele bare skal glemmes og pakkes væk, men jeg er på en eller anden måde nødt til at tage mig sammen. Grundfølelsen lige nu er nemlig, at vi har et dårligt liv og at jeg er et dårligt liv. De følelser vil jeg gerne af med, for de gør ikke andet end at forpeste. De trækker bare bitterhed og stilstand med sig.

Fra det bedste til det værste

2009-11-15T18:44:00.004+01:00

Hvor havde jeg bare glædet mig til at afsløre den sødeste hemmelighed i hele verden på bloggen. Det er flere uger siden vi fandt ud af, at denne omgang pgd (ægsortering) endelig havde vist sig at give en positiv graviditetstest. Jeg var simpelthen blevet gravid.

I fredags skulle vi til skanning for at se, hvor stor sådan en lille én på vej kunne være, og så om der faktisk skulle være to. Selvom aborten for to år siden sad ret tydeligt i erindringen (ligesom vi også har erfaring med en såkaldt biokemisk graviditet fra sidste år), så valgte vi at være modige op til skanningen. Vi valgte at tro på en graviditet. Blandt andet derfor var der også en del, der nåede at få at vide, at vi ventede os. Men skanningen... ja, det blev så skrækkelig som vi næsten ikke engang havde forstillet os. Lægen kunne se én graviditet - dvs. en fostersæk med 'et eller andet indeni' - og den var alt, alt for lille. Det var simpelthen så stygt.

Lige nu har jeg simpelthen ikke ord for, hvor meget hjem i ludo jeg føler os slået. Jeg er bare rigtig møg trist og forstår ikke, hvorfor det skal være så forbandet svært (umuligt???) for os at få levende børn.

Måske hører jeg til en af dem, der aborterer gang på gang. Det er nok næste skridt at få det undersøgt hos specialisten på Riget. Men allerførst kan vi bare gå og vente på, at min krop giver slip på graviditeten. Det har jeg det overhovedet ikke godt med. Jeg kan mærke på blandt andet min appetitit og søvnmangel, at jeg faktisk er gravid. Det er sgu hårdt, må jeg bare indrømme. Jeg ved af erfaring, at jeg får det bedre, når det hele er overstået, men det er den ringeste trøst lige nu. Hvor ville jeg gerne have liv i min gravide mave.

Hans navn

2009-10-09T12:13:00.004+02:00

Navnet Laurits kan nogle gange virke helt mystisk for mig. Det gipper altid (mindst) en lille smule, når jeg støder på det. Selvfølgelig har jeg både sagt og hørt det navn mange gange. Jeg fortæller jo gerne om min døde dreng, og der er heldigvis også mange omkring mig, der tør snakke om ham. Men jeg kommer aldrig mere til at bruge navnet sådan rigtigt... altså bruge det til Laurits. Derfor vil det altid være en smule mystisk, og det er som om, at jeg ikke helt har taget det 'i min mund'. Vi nåede jo knapt nok at give ham navnet, før han var væk. Det er som om, at jeg stadig kan kløjes en smule i udtalelsen. Gad vide, om det bare er fordi det slutter på -ts, eller om det er fordi der ikke er nogen Laurits her i hytten at kalde for Laurits? Gad vide, om jeg ville have sagt navnet på en lidt anden måde, om det havde lydt anderledes (dur i stedet for mol), hvis han var levende?

Den lille Tulse... jeg kan godt sige jer, at han var simpelthen så sød og blød og dejlig ;-)

Et smil på vrangen

2009-10-05T14:39:00.003+02:00

Lidt kedeligt, at der bare hænger sådan en gammel klagesang fast her på siden, så her er noget andet. Et smil på vrangen:

Når Laurits' lys i den lille stage brænder ud herhjemme og duften/lugten af dette breder sig i hytten, så tænker jeg; "der lugter af Laurits. Mit lille brændte barn. Min lille CO2-uvenlige unge. Gad vide, hvor meget kul der var i ham??".

En gammel klagesang

2009-09-24T22:16:00.003+02:00

Som overskriften siger...

Jeg sidder og ser den der udsendelse, hvor kendte (kvinde)mennesker fortæller om fødsler. Puuuuha for en nyser. Jeg fanges ind af den slags. Det gjorde jeg også før jeg selv blev mor, for jeg synes grundlæggende det er noget af det mest interessante og fantastiske i hele verden. Fødsler... Mennesker, der gror inde i andre mennesker og lige pludselig kommer ud og ændrer hele verden.

Men jeg overvældes også af følelsen af at være så forbandet snydt. Hvor er mit barn henne? Jeg fik faktisk et barn ud af min mave, men det er væk. Det er så unaturligt. På en måde føler jeg mig udenfor. På en måde føler jeg slet ikke, at jeg har født noget barn. Var det bare en fantasi? Jeg mærker en fornemmelse af, at jeg ikke rigtig har ret til at være med i den snak, som de mødre har om deres fødsler. Det er som om, at jeg kun må snakke med om et halvt forløb, der sluttede der omkring, hvor Laurits blev taget ud af min mave og væk inden jeg så ham. Det er en fornemmelse der kommer indefra, vel at mærke. Der er selvfølgelig ikke nogen, der har sagt noget om den slags til mig. Selvfølgelig skete Laurits' fødsel i virkeligheden, selvfølgelig fødte jeg ham (kejsersnit = barn ud af mave = fødsel), selvfølgelig må jeg godt være ked af det der skete. Men... jeg er bare så tom og det hele er bare så længe siden.

Det er noget rigtig møg at være den her slags mor. Det er så utrolig uforløst. Det hele peger indad i mit tomme, tomme ego, hvor det burde pege udad. Jeg kan føle mig så rådden og imploderet. Måske har jeg faktisk bare brug for at snakke om hele forløbet igen? Se billeder, fortælle og simpelthen mærke at det skete i virkeligheden. Den virkelighed, som ligger 3½ år væk og ikke her.

En hellig-Frandsen skriver

2009-09-18T10:43:00.008+02:00

Det provokerer mig voldsomt, at man i en så kort artikel lige:

- kan binde en hurtig sløjfe rundt om fostertest, Downs syndrom, dødelige sygdomme (som netop nyresygdom med manglende fostervand) og abort. Nøj,hvor er der lige helt ufatteligt mange ting, der skal adskilles her!

- skal fortælle mig hvor 'andre end etniske danske kvinder' står i abortstatistikken, som én ud af FIRE facts om abort. Hvad har det overhovedet med emnet at gøre???

Kedeligt savn

2009-09-14T23:06:00.004+02:00

Jeg havde ellers dumpet et par lys i tasken i dag. Friske tændstikker tillige. Havde tænkt tanken og næsten nået at glæde mig til at dreje ind på Holmens kirkegård efter et ærinde i nabolaget. Men da jeg så holdt i et lyskryds i nærheden og skulle tage beslutningen, blev det at køre lige hjem. Jeg var træt og gad ikke. Jeg mærkede efter og fandt ikke andet end kedsomhed, ligegyldighed og træthed over for den kirkegård, den plæne, den døde unge. Hvad skulle det så nytte med de lys?

Sådan har jeg det ind imellem med at være Laurits levende mor. Så er det faktisk bare trættende og kedeligt. Det kan godt gøre mig ked af det. Selvfølgelig bliver Laurits aldrig rigtig væk for mig, det ved jeg efterhånden. Men så alligevel... kan man blive mere væk end død?

Det her er vel også en slags savn, men det er lige før, at jeg foretrækker det savn, hvor man tuder, frem for denne slags, hvor tiden har syltet det ind i trist kedsomhed.

Laurits' lys...

2009-09-01T22:26:00.009+02:00

... er en engel er en guldsmed er en dansende dame er en frådende hundegalskabsgalning er en skorstensfejer...

Hej, jeg er forælder til et dødt spædbarn

2009-08-30T05:10:00.006+02:00

Jeg kan ikke sove, og tror det hænger lidt sammen med, at jeg prøvede at være en menneskebog i går. Line og Thor tippede mig om det, og jeg er rigtig glad for at have prøvet det. Jeg var bogen om at være forælder til et dødt barn og blev lånt ud to gange (+ at der var en beruset ungersvend, som kom forbi og b(s)ladrede lidt, fordi han så nogle bøger sidde der og drikke kaffe). At stille op til sådan et arrangement var foruden den helt overordnede ide med at rykke ved fordomme også en måde at prøve mig selv af. Jeg vil jo af princip gerne være noget nær en åben bog i forhold til mit døde barn. Altså forstået på den måde, at Laurits ikke skal være et tabu, og at folk gerne må spørge om alt, så længe de kan tåle at høre svaret. Det er nemlig for det første så dejligt at få lov til at snakke om mit døde barn, for det er ikke altid så let at give ham en naturlig plads i alt det levende, når nu han er så død. Desværre. Til begge dele. Derudover er det befriende når folk spørger, fremfor at gætte sig til hvordan det er - som det gælder med alt?? Det var i øvrigt lidt det samme alkoholikeren sagde, da jeg sludrede med ham 'på hylden' (eller rettere, jeg tog mod til mig og stillede spørgsmålet, om man skulle tage hensyn til ham, fordi han var alkoholiker). Han ville hellere selv have lov til at sige nej tak til en øl, end at folk ikke bød ham noget. Det kan jeg godt forstå.

Jeg blev heldigvis lånt ud to gange til i alt tre søde mennesker; en mand og to piger. I øvrigt betyder det bare, at man sætter sig på et par puder i Kgs. Have og snakker over en kop kaffe. Mere mystisk er det såmænd ikke, men det kræver selvfølgelig et vist mod og en nysgerrighed hos låner. Den første der ville snakke med mig var en flinker mand med en meget filosofisk, nysgerrig og åben tilgang, og vi talte i lang tid (her vil jeg i øvrigt gerne opfylde en fordom: to cand.mag'ere kan godt lide at sidde i Kgs. Have og snakke om liv og død, hahaa). Det var fedt at han tog arrangementet for pålydende og netop spillede en masse fordomme på bordet, f.eks.: "hænger du ikke fast i sorgen og dyrker den?", "ophøjer du ikke dit døde barn til noget helligt?" Fedt at få lov at svare på/snakke om. Jeg mener jo ikke, at jeg hænger fast i en sorg, men at det er noget, som følger med i mit liv. Sådan helt overordnet... for det kan da sagtens være, at jeg ikke altid/hele tiden går derudaf og fremad med raske skridt. Nogle gange hænger jeg sikkert fast. Og... (hrh-hrm) det der med at ophøje Laurits til noget helligt... Jow, ville det ikke være lidt hyklerisk af mig at afvise den fuldstændigt med alle de fjer, englebetegnelser, blogindlæg osv.? Men han er også noget helt særligt for mig, for jeg er hans moar. Jeg holder rigtig meget fast i det vi nåede at få af ham, for det var det eneste. Gør det noget? For jeg ved jo godt, at han hverken var mere eller mindre værd end alle andre mennesker.

Heldigvis oplever jeg, at tiden gør noget godt. Den læger ikke alle sår, men den gør noget godt. Skelletterne rasler ligesom på plads i skabet, så de i det mindste ikke er så skræmmende, når man lukker op. Jeg kan tale rimelig åbent om det hele. Selvfølgelig kan jeg blive ked af det eller få en vis kropslig reaktion - begynde at ryste og blive lidt kejtet - men det accepterer jeg for det meste. For det meste vil jeg godt understrege, for det kan sgu sagtens løbe om hjørner med mig. Og altså... nu sidder jeg så også her og kan ikke sove, for det roder alligevel op i noget at blive udfordret sådan. Det minder mig om de første mange gange (måske det første års tid) af forældregruppemøderne, hvor det godt nok også var svært at falde til ro igen, når man kom hjem i sin seng. Og det var altså ikke fordi jeg lå og græd over Laurits, men det var mere noget med, at jeg lå og tænkte på opfattelser, argumenter, reaktioner, holdninger, følelser osv.

De to piger, der lånte mig var så søde. Vel omkring 15-17 år, tror jeg. De var lidt generte og nok nervøse for at gøre mig ked af det, men hold kæft hvor var de søde! Måske hænger det også lidt sammen med, at de udfordrede min fordom overfor to teenagere med ret så sort tøj...? ;-) Der var i hvert fald intet spille-smart over dem. Det viste sig, at den ene var lillesøster til et dødt spædbarn. Jeg kunne ikke sige mig fri fra tanken om, at det kunne være min datter om en 16-18 år. Jeg spurgte lidt ind til det, men tænkte ellers, at det var dem, der skulle komme med spørgsmålene. Desværre havde vi ikke så meget tid, for de ville også rigtig gerne nå at snakke med ex-stripperen, hahahaha. Jeg er bare super glad for, at de også gad at snakke med sådan en mærkelig mor som mig. Synes det var rigtig 'klogt' af dem at vælge en af de mere grå bøger på hylden, for jeg ved godt, at som forælder til dødt spædbarn er det ikke det mest interessante omslag man har. Eller hvad? Er det min fordom?

Underlige liv

2009-08-23T17:39:00.002+02:00

Han er så elsket. Han er her bare ikke til at være det. Alligevel er det ikke spild af kærlighed.

Så mærkelig og så dejlig

2009-08-14T10:11:00.003+02:00

Sådan noget mor-kærlighed er virkelig en mærkværdig størrelse. Det kan ophøjes til det smukkeste, hvor der ikke er grænser for al det ild og vand man vil bekæmpe for at gå foran sit barn. Selv sådan en som mig oplever pludselig, hvad det vil sige at være målrettet. Det er jo lige før man kan finde på at opfinde nye elementer, bare for at bekæmpe dem i afkoms-kærlighedens sindssyge tilstand, selvom det ikke altid nytter noget som helst. Samtidig kan mor-kærlighed være rigtig trættende at høre på, den kan afbryde og stå i vejen og kan få en til at sige de mærkeligste ting. Eller skrive de mærkeligste ting... (hrm-hrm).

Det var egentlig ikke den tangent jeg ville ud af. Ville bare sige, at jeg 'fik øje' på et billede af Laurits i dag, og blev fanget ind i forundring. Selvom jeg har slidt de billeder op og stirret mig blind på dem, så er der sgu altid en rest af mytik tilbage alligevel. Faktisk er det som om, at jeg ikke kan få øje på den sidste lille bid, eller ikke kan samle indtrykkene til et helt færdigt billede. Måske er han stadig så fysisk for mig, at jeg mere ser - eller mærker - det kys, som jeg får lyst til at plante på en af hans skæve kinder? Eller også er billederne simpelthen ikke særligt gode, så jeg har svært ved at se ham rigtigt? Eller er det fordi han har lukkede øjne og er halvt maskeret af plaster på alle dem, hvor han var levende? Eller så han virkelig bare meget mærkelig ud, så han er svær at beskrive helt færdig? Eller er det mor-kærligheden, der gør mig så uendelig subjektiv i blikket, at jeg bare synes alle hans skævheder, hans stikkontakttud, hans hævede øjne og fladmaste ører er søde, lidt skægge og spændende?? Jeg tror virkelig, at han ville have set lidt spøjs ud, hvis han levede i dag. Tror han ville have fået skæve tænder og sådan noget. Og så ville det skæve smil bare være endnu mere charmerende i mine øjne. Han ville have været så mærkelig og så dejlig.

Pheeew, så fik jeg lige afløb for et selvsving af mor-følelser helt ned i detaljen. Det er rart og nødvendigt. Men for hulen, jeg trænger til at få en levende unge, fremfor sådan en mærkelig død en!

Dødt barn, døde fisk og fraværende unger

2009-08-11T15:04:00.004+02:00

Jeg har vist før beskrevet mit lystfiskeri som en sær parallel til vores kamp om at få flere børn. Udover at begge dele kræver en stor portion held, hengivelse og tålmodighed, så er det i virkeligheden nok mest i kontrasten de hænger sammen. Det er så befriende, livgivende, eftertænksomt og naturligt at komme ud til havet for at fange fisk. Havde jeg haft vinger ville det have givet luft under dem. Af og til må jeg indrømme, at fisketurene kan sammenlignes lidt for meget med barnløsheden, for så kan det godt være rigtig frustrerende ikke at fange noget og ovenikøbet miste blink. For det meste er det dog skønt at være af sted. I denne sommer er det blevet til en del fisketure, og lidt fangst har der da også været. For et par uger siden fik jeg en stor rødspætte hevet i land:

Ret sejt at fange sådan en på blink, tror jeg nok. Den blev grillet og delt med en god ven. Bo spiste sin egen rødspætte, som kun var HALVT så stor ;-P

Drømmen er stadig at få en stor havørred på krogen - en der kæmper, stikker af sted og til sidst overgiver sig (og smager godt!) - og det er altså ikke sket endnu. Jeg har kun haft en lille undermåler af slagsen forrige år, og den fik et kys samt en forskrækkelse og blev sat ud igen. De to billeder jeg drømmer om at kunne vise frem her er et Heidi-med-havørred og et scanningbillede. Helst det sidste... men nu må vi se, hvad der kommer først... eller nogensinde. Der må da snart være 'nogen', der bider på.

Ensom på trods af alt

2009-08-02T13:59:00.002+02:00

Ind i mellem er følelsen af at være forladt så enorm. Den ligger ofte og ulmer og nogle gange bryder den løs. Så må jeg erkende, at der ligger rigtig meget savn og ensomhed, der hvor sådan noget nu ligger. Alle andre er bare gravide... har børn... Selvom vi fik Laurits, så er forældrefølelsen så ufattelig ensom og tom ind i mellem. Vi fik Laurits, men han er fraværende på 4. år. Det er kedeligt. Jeg kan sagtens finde glæde, skønhed og fjollerier i det at være én af Laurits' forældre, men så bliver det også hurtigt lidt for personligt og navlepillende. Ikke at det altid holder mig tilbage ;-) men jeg vil så gerne være mor helt ned i maven igen, helt uden at slå hjernen til, helt uden ord men bare i handling.

Sorgen over Laurits hænger sammen med sorgen over ikke at have fået flere børn. Det er ikke det samme, men det hænger sammen. Og det med vores barnløshed er jo ikke bare et spørgsmål om liv/ikke-liv, det gælder faktisk liv/død. Vi vil gerne styre udenom de 25 % dødsdømte unger i vores genpulje. Det er en forbandet luskesorg, der følger med barnløshed. Den sniger sig ind som en nærmest naturlig del af livet. Denne sorg har ikke en begivenhed, et tidspunkt eller et egentligt holdepunkt. Den er der bare, vokser i det halvskjulte - og vi vil bare så gerne af med den! Teoretisk set kunne vi vælge et liv uden børn, men det har jeg slet ikke lyst til. Jeg er jo mor. Derfor kan jeg også blive så ked af det, hvis folk går direkte videre til at tale om andres barnløshed og fertilitetsproblemer. Det er altså ikke det samme... 'forælder' og 'død' indgår i vores barnløshedssituation. Det er ikke for at negligere andres barnløshed, men det er bare et helt andet udgangspunkt. Derfor insisterer jeg på at sige, at vi bruger fertilitetsbehandling som et middel i en større behandling. Det gælder ikke 'kun' om at blive gravid, det gælder om at blive gravid med et barn, der har helt almindelige betingelser for at leve (og dø).

Jeg tror vi lever så godt vi kan med uden ham Laurits, men den reelle barnløshed går i sagens natur mod stadig større sorg, så længe der ikke kommer småsøskende til. Det er svært at håndtere, at det går mod dårligere tider, fremfor lysere, hvis ikke miraklet snart sker. På sorte dage føles det som at gamble... vi må satse mere og mere for at have håbet om gevinst. Jeg kan godt se, at en tidsramme ville være en smart strategi, for så ved man, at det må slutte en dag. Men den strategi går direkte imod Bos og min måde at leve på. Vi insisterer på at tage tingene som de kommer og være så meget her og nu, som vi kan. Det er den måde vi har rejst os efter alle nederlag i næste-barn-projektet. Jeg kan heller ikke få over mit hjerte at sige, at vi efter x antal år må opgive drømmen. Det er trods alt stadig en drøm bag de tunge, triste og ensomme følelser og ikke et mareridt.

Meget lidt nyt

2009-07-15T14:08:00.005+02:00

Hvis nu livet ikke havde været så tarveligt at stoppe for Laurits dengang for tre år siden, så skulle her have været lidt billeder af helt almindelige børnenyheder fra Laurtussens verden. Sådan i stil med 'Laurits, der stolt viser sit seneste 'kunstværk' frem til moar':

Eller 'knægten, der har lavet togbane med alle fars slips':

I stedet begrænser nyhederne sig til, at der er kommet nyt toilet på kirkegården (gaaab), samt at Laurits togførers gravsted er blevet nedlagt. Det sidste er ikke helt en nyhed, da det skete lige omkring Laurits' fødselsdag. Vi blev lidt kede af at se det... Det var bare så rart med den sten på Laurits' græsplæne, hvor hans navn stod mejslet, selvom det var for en helt anden Laurits fra et helt andet årtusinde.

Et billede af blomster til Laurits fra mormor og morfar ('s have) sniger sig ind med noget nær meningsfuldhed. Jeg ville da virkelig ønske, at de blomster ikke skulle lægges på hans gravsted, men i stedet kunne være nogle, som han ganske uartigt selv havde plukket hjemme i morfars have. En del af mig synes, at det er småskørt at stille blomster til visning på kirkegården, og en del af mig synes næsten at kunne mærke en fysisk forbindelse gennem slægt, hvor jeg står som lykkeligste led imellem barnebarn og bedsteforældre.

Sådan var det og sådan blev det (ikke)

2009-07-03T09:06:00.007+02:00

(Skrevet for en uge siden)

Det som har fyldt en stor del af mine tanker til hverdag, har ikke været noget jeg ville skrive om her undervejs, for vi havde jo håbet på at kunne give en god nyhed. Det kan vi dog ikke. Den korte version hedder endnu et forgæves pgd-forsøg, altså heller ingen graviditet denne gang.

"Denne gang" startede for to måneder siden, en lille uges tid inden jeg afleverede specialet, for da begyndte jeg at tage nedreguleringshormoner. Det er jo kroppen der bestemmer startdatoen, så da den var klar på det tidspunkt turde jeg godt gå i gang. De hormoner man starter med (når det er lang behandling) er jeg meget uvenner med, for de påvirker mit humør meget. Det kan bedst forklares med, at de fjerner farverne fra livet. Deprimeret er et hårdt ord at bruge, men det er i den retning pilen peger. Det er på sådan en snigende måde (de skal tages i ca. fem uger), så jeg vurderede, at de ikke kunne nå at gøre nogen skade på de sidste specialeskrivedage. Det gjorde de heller ikke. Men i ugerne efter kunne jeg godt mærke, at jeg blev hormonkulleret. Der var også en lille smule ekstra ventetid, så jeg skulle være lidt længere på hormoner end normalt. Da jeg begyndte på selve behandlingen med stimuleringshormoner var jeg ret påvirket, nu i en anden og mere forvirret retning. Sådan rigtig præmenstruel. Men det var ok, for jeg havde fri til at være det og skulle ikke andet end passe på mig selv. Nu havde vi været fornuftige og stærke nok til at fravælge behandling fra februar til maj mens jeg skrev færdig, så vi var lige pludselig præcis, hvor vi skulle være. Og jeg var egentlig rigtig glad for ikke at have et nyt arbejde at skulle passe. Det havde jeg ikke haft hjerneceller til!

Ved sidste forsøg blev jeg overstimuleret og indlagt til observation efter at have fået taget 25 æg ud, så denne gang var der skruet lidt ned for krudtet. Det gik fint. Det kom 10 æg ud, og lægerne var fint tilfredse. At få taget æg ud er i min verden forfærdeligt! Jeg har nu prøvet det fire gange, og det chokerede mig lidt den første gang, hvor ondt det gjorde, så jeg var også ret bange denne gang. Men ikke sådan panisk... og jeg gør det jo igen og igen, hvis det er det, der skal til. Så enkelt er det. Men væmmeligt, det er det sgu! Efter ægudtagning kunne jeg så konstatere, at det ikke var så slemt denne gang som frygtet. Det var en lettelse af få det ovestået. I dagene efter kunne jeg virkelig også mærke en stor forskel fra sidst, for jeg var slet ikke så øm. 25 æg er også alt for mange. 10 er meget mere efter bogen. Men... når nu man er i pgd-behandling, som er ægsortering og ikke barnløshedsbehandling, lyder 10 æg ikke af så mange. Statistisk set vil 2-3 af dem nemlig få Laurits' sygdom fra både Bo og mig (hvis alle bliver befrugtet, vel at mærke), og så duer de ikke. Det er hele grunden til at lave det her, at man kan opdage dem, og sortere dem fra. Derudover er den analyse, som laves på de befrugtede æg meget hårde ved dem (man trækker 1-2 celler ud efter de har delt sig til ca. seks celler), så nogle vil gå i stykker/i stå. 'Man kan ikke lave statistik på det enkelte par', siger lægerne og de har jo ret. Men når vi nu kun fik ét godt befrugtet æg ud af sidste omgang med 25 æg, er det svært at være rigtig optimistisk med kun 10 æg... Også selvom vi har prøvet den version, der hedder kun fem æg ud, men to helt rask-raske. I hvert fald svært for mig. Så alt i alt startede det tankemæssige hårde, ulidelige venteri efter ægudtagning. Så meget var på spil, følte jeg. Det var trods alt også fjerde gang, så nu skulle det da ske.

Det viste sig, at der blev to raske bærere klar til os, så dem fik vi hjem efter fire dage. At få dem hjem er følelsen. Det er meget, meget skørt at have sit potentielle afkom liggende inde på Riget, og det er totalt meningsfyldt når de endelig ligger der, hvor de skal - inde i mig. Det var jo der hele trylleriet skulle have forgået. Lidt ekstra hormonbehandling (altså udover den obligatoriske) fulgte også denne gang efter ægoplægning. Det var det, der udløste overstimuleringen sidst, så jeg var da lidt nervøs over det. Men hvis det kunne øge chancen for graviditet, ville det være det hele værd. Helt klart! Jeg blev hurtigt lidt opsvulmet, fik kæmpe gravid-sult (oliven, tunmousse, pesto, flødestuvede ting og sager - og mere af det, tak!) og blev så mere opsvulmet. Også denne gang var der tydeligvis vand i bughulen og jeg lignede en, der var tæt på halvt henne i graviditeten. Der var et par dage, hvor jeg virkelig fik et tydeligt billede på, hvordan det havde været at være gravid med Laurits. Min krop lignede så meget. Laurits lå jo med hovedet oppe under mine højre ribben, og denne gang var der også noget, som blev presset lidt derop (sikkert leveren, eller andet organ...). Det var ret mærkeligt... Jeg tog mig selv i at nusse min mave og puffe lidt til den. Men der var sjovt nok ikke noget 'svar' derinde fra ;-) Der var bare vand og mad. På én dag ændrede hormonbalancen sig; den voldtsomme madsult forsvandt og min mave faldt. Det tog selvfølgelig lige nogle ekstra dage at blive helt normal, men skiftet var ekstremt tydeligt for mig. Sådan skulle det også være, det var ok. Det var bare det ekstra hormon, som var ude af kroppen. Til gengæld havde jeg ikke blødt i 14 hele dage efter ægoplægning, og dette var helt nyt i forhold til de andre gange. Så langt var vi ikke nået før! Det gjorde os totalt håbefulde, ja faktisk forventningsfulde. Man gennemgår ikke to måneders behandling uden at et kæmpe håb sniger sig om bord.

Normalt får man taget en graviditetsblodprøve efter 14 dage, men pga. de ekstra hormoner skulle vi vente i tre uger. Ellers kunne vi risikere et falsk positivt svar. Tre uger er lang tid! Da jeg bestemt følte, at det ekstra hormon var ude af kroppen og da jeg bare var så sikker på, at det nok var lykkedes denne gang, lavede vi en hjemmetest efter 14 dage. Vidste godt, at et positivt svar ikke kunne være helt til at regne med, men ville bare lige se det. Og hvis det imod al forventning skulle være negativt, ville jeg også gerne vide det, for jeg synes det er ret hårdt at gå og vente på en menstruation, når man nærmest frygter den. Jeg kan ikke helt styre de følelser, men når næsten at blive helt bange og fremmedgjort overfor min egen krop i sådan en situation. Det er så let at sige, at man skal tænke på noget andet, og at det er ude af vores hænder. Ja tak, men det er bare min krop det handler om hele tiden. Ville et eller andet sted gerne forberedes, hvis det var den negative vej det skulle gå. Testen var desværre fuldstændig negativ... ØV! Det var godt nok skuffende. Det føltes som et kæmpe slag, et gigantisk nederlag. Det er længe siden vi har været så kede og triste. Denne omgang pgd har helt sikkert været den hårdeste - eller rettere, resultatet har. Det føltes som en fysisk byrde. Al energi forsvandt ud af os efter testen. Vi havde ikke engang tårer, det var bare gråt, tungt, trist, modløst. Jeg følte, at alle døre til babyverdenen smækkede i. Jeg følte os snydt og bedraget. Jeg følte mig tilmed dum. Hvordan havde jeg dog kunne tro på en graviditet?? Det er jo ikke noget jeg 'må'... Sådan var følelserne. Ikke nødvendigvis rationelle, men rigtig meget til stede.

Vi har nu også fået den officielle blodprøvetest overstået. Det var godt at få det helt ud af verden, så vi kan øve os i at lægge endnu et nederlag bag os. Så skal vi fandme til at leve igen! Så skal alt det babypjat lægges på hylden - sådan mentalt. Jeg har hele tiden haft en form for skygklapper på efter Laurits døde. Vi skulle bare liiiige have den der positive graviditetstest igen, så kunne vi virkelig rejse os og vise det forbandede liv og den åndssvage død, at... ja, hvad ved jeg egentlig ikke, men det var bare et overlevelsesinstinkt. Vi var på ingen måde ude på at glemme vores første lille barn eller erstatte ham, men vi ville bare mere og igen!! Men nu ved jeg ikke rigtig hvor vi står. Jeg ved bare, at det med graviditet er virkelig svært, virkelig ikke noget vi kan beslutte, virkelig ikke sikkert og virkelig ikke noget, som kommer til at lægge sig tidsmæssigt op ad Laurits. Vi er forældre, men barnløse forældre på 4. år. Æv! Det var ikke sådan det skulle være.

Jeg kan godt selv høre, at det her lyder røv trist, for at sige det mildt. Der er dog også andet end det. Jeg er ikke udelukkende trist, men det er klart, at det fylder meget. Om lidt lukker jeg bloggen, bander lidt og så holder jeg i hvert fald en pause fra alt det triste. Det er et par dage siden testen og skuffelsen, så allerede nu er det bedre, og jeg ved, at det går fremad herfra. Det kommer bare til at tage lidt tid. Jeg er lidt af en stor skude, når jeg skal skifte retning.

Gennemsigtig

2009-06-19T12:42:00.003+02:00

Jeg synes nærmest bare at være gået i stå i forhold til ham Laurits. Intet nyt der. Han er stadig død og begravet. Det er for eksempel ikke det store hit at komme ud på hans græsplæne. Vist er det da rart, men der er bare ikke rigtig noget, der trækker i mig. Tændte lige et lys i går da jeg kom forbi, men havde slet ikke behov for at blive der, sætte mig på bænken. Der var en mand derude (på den anden bænk). Han sad foroverbøjet og så meget ked ud. Hans sorg måtte være ny, tænkte jeg. Min er om ikke gammel så i hvert fald velkendt. Ikke at det gør hele misæren et hak bedre, men tiden har faktisk gjort sorgen velkendt og selvfølgelig. Så måske alligevel et hak bedre...? I hvert fald til at bære i nu'et.

Jeg har lært at det går op og ned, bølger frem og tilbage med, hvor meget Laurits fylder. Det er ikke altid jeg har det roligt med, at han ikke fylder. Men det har jeg faktisk lige nu. Det er heller ikke fordi han er væk. I så fald er han væk 'inde i mig'. Sorgen er heller ikke rigtig mindre, men den bliver bare mere 'gennemsigtig'... Ja, jeg ved ikke, om det giver så meget mening? Der var bare et lille hverdags-vindues-udsyn, som gav mig den fornemmelse den anden dag (altså at sorgen er der, men bare på en gennemsigtig måde). Nede på hjørnet ved købmanden stod en far og ventede med en lille purk på armen. Purken var for lille til at holde sit hoved, men forsøgte alligevel dinglende med al sin vilje, helt tryg og rolig midt i sin fars store favn. Jeg gik helt i stå bag mit vindue og betragtede dem bare. Alle store følelser af savn, misundelse, tab, ønsker og Lauritsdrømmerier lå til grund for min betragtning, men det var alligevel som om, at der var tomt, der hvor hele balladen lå... Nogle gange er det lige det Laurits er for mig; et stort tomt spørgsmålstegn.

Sorte strømper

2009-06-08T18:39:00.005+02:00

Laurits fik små sorte strømper på, da han blev lagt i kisten. Dem havde jeg strikket til ham, så naturligvis skulle han have dem på. I lang tid har jeg været i gang med et par sorte strømper til mig selv. De er ikke noget at prale af. Det var Laurits' strømper heller ikke. Der var fejl i og garnet var ikke nogen super kvalitet. Dengang jeg strikkede til Laurits jokede jeg vist med, at jeg var nødt til at lave to strømper, for vi havde lige set på en scanning, at barnet derinde havde to fødder. Vi havde faktisk også set to nyrer... Det kunne bare ikke ses, at både nyrer og fødder ikke var helt som de skulle være. Nyrerne var som bekendt i udu, og fødderne var lidt skæve. Hm, men så passede strømperne egentlig meget godt - skæve og med fejl.

De strømper jeg strikker nu ser også lidt mærkelige ud. De er meget lange og helt tynde, men når de kommer på mine fødder ser de ud til at passe fint (og det er ikke fordi jeg har lange, tynde fødder, tværtimod). Jeg tror det skal være sådan nogle jeg sover med om vinteren, for de duer vist ikke som rigtige strømper. Det er garnet ikke godt nok til. Men skæve, sorte strømper af samme slags garn som dem Laurits fik er aldeles godt nok til mig.

Jeg ved jo godt, at Laurits' strømper blev til aske sammen med hans lig, og at resterne efter al sandsynlighed ligger et sted under jorden på Holmens K (ja, jeg kan ikke sige, at jeg føler mig 100 % overbevist om at resterne er der, for jeg har ikke set det). Alligevel giver strømpestrikkeriet en fornemmelse af nærhed til den lille dreng. Samtidig lægger jeg også en helt anden symbolik i det sorte strømpestrikkeri. I bunken af babytøj på loftet ligger indtil flere skæve babystrømper som jeg har strikket til kommende børn. De er bare ikke kommet, de der kommende børn. Derfor strikker jeg til mig-selv-mig nu. Det føles mere rigtigt.

Tanker om Laurits' fødselsdag og dødsdag

2009-05-24T12:26:00.006+02:00

Så blev Laurits ikke tre år. Men hans fødselsdag var det i forgårs. Det kunne mærkes på en stille, dyb måde. Måske derfor gav det helt rigtig mening at vi som far og mor befandt os ved verdens længste og dybeste fjord (Sognefjorden i Norge). Det er nok lidt højtravende eftertænksomhed, men fjorden er et meget godt billede på vores forældreskab til ham den lille døde. Fjordens tilsyneladende stille og rolige vand står i forbindelse til hele verdens hav og følger tidevandsrytmen som månen nu vil det. Ingen kan helt vide, hvad dybet gemmer på, men liv er der i hvert fald. Vi så for eksempel masser af marsvin, som fascinerende nok lever der et sted mellem vand og luft. Hvert 4. minut skal de op og trække vejret, hvilket de gør med spøjse nys og flotte krum'spring'. Ved Sognefjorden ser det ud til, at man bor helt nede for foden af bjerget, men i virkeligheden har vandet standset os halvt oppe. Bjerget forsætter blot nede under vandet. Al det vand... det er så livgivende og livsnødvendigt. Livet ser også ud til at blomstre lige der på grænsen. I de to meter, hvor tidenvandet teede sig, havde tusindvis af blåmuslinger sat sig fast. Helt afhængig af vand og alligevel legende med luften.

Fra start til slut var vandet Laurits' egentlige begrænsning. Helt afhængig af luft var han udenfor min mave, men han havde ikke haft mulighed for at lege med vand derinde... Det var så synd for den lille knægt, at han ikke havde haft fostervand til at træne sine lunger med. Det var så synd, ærgeligt og forbandet, at han skulle dø. Men ligesom i forgårs, så kan jeg mærke, at hans liv betyder mere end hans død. Jeg er så lykkelig over at være hans mor. Han blev taget fra os, men efterlod alligevel noget. Man kan vel sige, at jeg har lært at leve med det 'noget'. Selvfølgelig kan jeg blive rigtig meget ked af det, og der var da også et tidspunkt på Laurits' dag, hvor jeg bare kunne mærke al energien forsvinde på et øjeblik, mens sorgen strammede til. Men faktisk skulle der ikke mere til, end at minde mig selv om, at det er ok også at være ked på sin søns fødselsdag, når nu han er død. Det er vel det, som nogen kalder accept. Jeg ved bare ikke helt, om det er sådan jeg føler det... jeg kan da aldrig rigtig acceptere, at Laurits er død? Men jeg indser det i hvert fald og lader bare sorgen stramme til, hvorefter den for det meste så giver slip.

Ved fjorden var der som sagt masser af liv. Vi tog lidt af det. Bo fangede to fisk fra dybet, og jeg fangede en hornfisk inde ved land. Bos første fisk var en lyr (slags torsk, tror jeg nok), som var rigtig lækker. Den anden var en lille rødfisk, og det skal siges, at han faktisk forsøgte at sætte den ud igen. Desværre svømmede den rygsvømning, og så måtte han jo tage konsekvensen og dermed invitere den med til grillfest. Den smagte altså også rigtig godt. Hornfisken blev fanget på Laurits' fødselsdag, og det var meget tiltrængt at få fat i den. Det meste af dagen havde vi stået på små klipper og set masser af fisk søge rundt nær land. Især var der drilske hornfisk, som gerne søgte nysgerrigt efter vores blink, men som alligevel ikke turde bide på. Det var så frustrerende! Sidst på aftenen var der endelig bid! Jeg halede en fin 450 grams i land, og den var så tæt på at hoppe lige ud i vandet igen. Men vi fik den! Det føltes taknemmeligt. Jeg bliver nogle gange ked af det, når jeg slår fisk ihjel, men jeg bliver mest taknemmelig, stolt og lidt ydmyg.

I går rejste vi hjem igen, og det var en lang køretur op og ned ad bjerge. Inden vi forlod fjorden satte vi tre traner ud i vandet. Så kunne de padle rundt der, og det var bare en dejlig lille markering af noget stort. Fra kl. 14 til 14.30 tænkte jeg meget på, at det så var tre år siden vi fik Laurits i armene og mærkede ham dø. Det er altså underligt, men det er som om, at vinduet lige bliver åbnet tilbage igennem tiden på de to dage og to tidspunkter; dels 22. maj kl. 00.30, hvor han blev født, og dels 23. maj kl. 14.30, hvor han blev erklæret død. I går kunne jeg næsten ikke klare tanken om, at vi rent faktisk skulle igennem vores drengs død for tre år siden. Hvordan kunne vi dog gøre det??? Det var næsten uforståeligt, at vi engang fik at vide, at vores nyfødte ville dø, og det ville ske om eftermiddagen den 23. maj. Fy for helved, helt ærligt?! I går var det lidt af et mareridtsagtigt mysterium at tænke på, og efter kl. 14.30 kunne jeg ligesom slippe det igen. Som om noget er overstået, selvom der intet nyt er sket og aldrig kommer til at ske med Laurits.

I år har været meget anderledes end de to forgående fødsels- og dødsdage, fordi vi har holdt det 'alene'. Men vi var jo netop ikke alene... Vi har fået mange hilsner fra venner og familie og det er vi rigtig glade for! Det varmer så uendelig meget. Det rører vores hjerter allerdybest inde, at Laurits er med så mange mennesker på trods af døden. De to forrige år har vi udlevet min trang til at gøre noget på hans fødselsdag, markere dagen sammen med andre, for den trang har været stor. Jeg kunne også godt mærke flimren i år. Den flimren som nok er rigtig mor-agtig, hvor jeg bare føler ud i hver en fingerspids, at jeg da for pokker må gøre noget for vores dreng. Men jeg kan i bund og grund ikke gøre noget for Laurits som rækker ud over at leve. Bare at være til og trække vejret lidt ekstra tungt og helt ud i krogene - sådan lidt for ham også. I år fulgte vi Bos trang til at være helt stille og 'alene'. Det var dejligt. Det var godt at mærke, at vi kunne. Derudover hang dette års Lauritsdage også bare sammen med, at vi i den grad trængte til ferie og afkobling. Jeg vil nok altid have behov for at markere dagen og fejre Laurits' korte liv, men jeg tror det kan ske på mange forskellige måder fremover.

Og så lige et billede mere. På vej hjem fløj vi over Skagen/Grenen, og det vækkede også lidt Lauritsminder. Sådan lidt af de 'bagvendte', mærkelige Lauritsminder, for det var et sted vi tog hen kort tid efter hans død. Det var en måde at tage fat i livet igen efter hans død. Det var godt, men det var jo på allerværste betingelser. De minder jeg har fra Skagen er gode minder, men fra en skrækkelig tid. Det føltes rart lige at flyve over det sted i går.

ENDELIG færdig - eller begyndende!

2009-05-15T13:10:00.003+02:00

I går var en af de bedste dage i mit liv!

Jeg er så heldig!! Jeg har de bedste mennesker omkring mig!!!

Blandingen af taknemmelig og stolt er en fantastisk følelse at have med sig.

Nu går jeg ned og afleverer mine bøger (og betaler mine bøder), og så kører jeg ud til Laurits' græsplæne og lægger tre særlige blomster til ære for ham... På en eller anden måde er der en ring, som er sluttet. Der er en sammenhæng mellem disse to datoer som går helt ind i knoglerne på mig... og derfor kunne jeg ikke lade være at tage et billede, da de dukkede op i køleskabet forleden.

Lige nu er jeg slet ikke i stand til at udtrykke, hvor meget det betyder at jeg har afleveret specialet, men det er den største personlige sejr i mit liv.

Jeg er gået ud af skolen... det er sgu da vildt!

Efter tre år

2009-05-06T11:22:00.004+02:00

Jeg kan virkelig mærke, at der skulle have været en knægt på snart tre år, for jeg har sådan lyst til at:
- kaste vildt rundt med 10-15 kg.
- forskrække 'nogen'
- lege fangelej rundt og rundt og rundt i lejligheden
- samle puslespil
- argumentere og være bedrevidende så let som ingenting ("FORDI jeg siger det!")
- fortælle små løgnhistorier
- lege med tog
- gå tur i kbh. med en lille drengs varme, fedtede hånd i min (og tænke; "bare han ikke pisser i bukserne nu, for jeg har sgu da helt glemt at tage en sikkerhedsble og ekstratøj med")
- tage toget til Køge, Vordingborg eller Lundby og spise madpakker undervejs
- bare høre ham den lille døde være stor og levende, legende, tossende lige inde ved siden af...
Ih, det kunne være så skønt!!
Men alligevel; på det helt velkendte trods, har jeg det godt. Nyder livet. Glæder mig til alt muligt men også over alt muligt. Jeg kan godt lide at være i livet. Det var ingen selvfølge for knapt tre år siden...

Det levende efter det døde

2009-05-01T10:56:00.006+02:00

Et levende barn... er det mon lige så skønt som jeg forestiller mig?

Jeg drømmer om at få levende børn. Drømmer om, ønsker at, håber (og arbejder) på det. Og naturligvis forestiller jeg mig en hel masse omkring det. Som mor til en død har jeg næsten kun forestillingerne at være mor i, og den stakkels Laurits er offer for min fantasi. Knægten har ganske enkelt ikke en levende jordisk chance! "De andre børn" skulle gerne have netop det, og jeg kan jævnligt blive bange for, om jeg får idealiseret det at være mor til en levende. Hvad nu, hvis jeg slet ikke kan finde ud af at se det vidunderlige i det levende kaos? Måske er jeg i virkeligheden for egoistisk til børn? Bare jeg ikke bliver en kontrol-freak. Bare jeg ikke tillægger mine børn ansvaret for min lykke?

En del af mig har en total rolig grundfølelse omkring det at være forældre. Bare kom an, små bebser! Jeg er klar med kram, patter, kys, rolig stemme, små kærlige klap og tilbagelænet lytten til jeres behov (Indrømmet; det er noget grundlæggende og nærmest dyrisk). Meeen... en anden del af mig føles stivnet, kold og kynisk. Er det besværet værd? Er der ikke groet mug på moder-hjertet? Hvad nu, hvis jeg dybest set ikke kan lide mit barn - nok? Hvad nu, hvis det kun bliver halvt så skønt som Laurits var (og Laurtussen var trods alt lidt skæv og kikset, såeh...)? Det er jo let at sige, at det halve ville være alt rigeligt, men hvad nu, hvis det bare aldrig bliver helt nok? Puh, det er møg tanker, ved det godt. Tager dem frem, lufter dem her og lader dem så passe sig selv igen. Husker mig selv på, at inden Laurits kom var jeg også i tvivl om de grundlæggende ting, men da jeg først så ham skiftede fokus. Det handlede bare ikke om mig, hverken mine behov eller evner. Det handlede om det menneske, som tilfældigvis havde mig som mor'en. På samme måde regner jeg faktisk også med, at selvfølgeligheden(kærligheden?) kommer med barnet næste gang. Eller... der er en himmel til forskel på fantasi-Laurits og fantasi-brøster: fantasi-Laurits har grund i en virkelig dreng, mens fantasi-brøster er fantasi.

Jeg savner ham. Verden ligner maj måned 2006 igen. I snart tre år har savnet syltet sig ind i alle mulige andre følelser og underlige tanker. For eksempel den flimrende urolighed omkring, at jeg ligesom skal vælge mellem dengang og nu. Det kan man jo ikke. Det er jo bare et savn. Og det er ok at blive sindssygt ked af det indeni, men bare holde det indeni, fordi det egentlig er noget så banalt som et lilel godnatmøs på kinden, som jeg ikke kan komme af med til rette modtager (Laurits, din lille, forhutlede, umulige møgunge...bare du var her og ikke der).

Dødt barn til salg

2009-04-23T23:40:00.002+02:00

... Nej, ikke rigtig. Men jeg ville ønske, at jeg nogle gange kunne ønske Laurits hen hvor peberet gror. For det ville betyde, at han var (dejligt) irriterende levende og krævende. Jeg kan aldrig blive træt af Laurits. Han beboer det blødeste punkt i mig. Der, hvor der er så blødt, at jeg kan falde igennem til uendeligheden, hvis det skulle være og forsvinde i moderligt selvsving af: "nååååårh, hvor var han sød! Ihh... åååhhh... lille nus". Sådan et blødt punkt alle forældre har for deres børn, og som ikke har noget med liv eller død at gøre. Eller... det har det jo, men det er ikke betinget af det. Men det eneste jeg har over for Laurits er det bløde punkt. Jeg har ikke hans dårlige lugte, hans råben og skrigen, hans ustandselige krav eller lettere terrorisering af mit ego-liv. Jeg har bare fornemmelsen af hans væsen, og det bliver jeg aldrig træt af. Men træt bliver jeg. Træt af, at han er død. Det stinker!

PS Gid man kunne provokere de døde til live igen...

En fugls - eller en tossetankes - flugt

2009-04-18T14:07:00.006+02:00

Fugleflugtslinie. Den korteste afstand. I menneskeverdenen en positiv tanke omkring det enkleste, bedst mulige, det optimerende "hvis nu". Et sprogligt udtryk for vores abstraktionsniveau, hvor vi med tanken giver os selv vinger. Men... så var det altså bare lige jeg tænkte på, om det med vinger, fugl, flugt og liniens korte afstand egentlig er så skønt for fuglene?? De virker så bange. Så snart de får øje på bevægelse i nærheden sætter de af i fugleflugt. Den lige direkte vej væk! Somme tider ser det da ud til, at de nyder deres vinger og evne, men jeg gad egentlig godt vide, om de flygter så ofte fordi de har vinger, eller om de virkelig føler sig frie.

De vinger jeg i min fantasi har givet Laurits var ikke beregnet til flugt, men til frihed. Det står helt klart for mig, at han i virkeligheden bare er en død, brændt dreng og derfor ikke kan have vinger. Det står også klart, at der er forskel på fugle og mennesker - og at jeg spiser fugle, der aldrig har haft muligheden for hverken flugt eller frihed. Men alligevel løber mine følelser og fantasi af med mig og manipulerer en en mening frem af synet af en tilfældig københavnerdue, der trygger sig lidt på toppen af en lygtepæl, idet jeg går hen til vinduet og glor på den. Sikke levende og fjerklædt den er. Så forbandet velsignet med vinger...

Børn med uden

2009-04-12T19:03:00.007+02:00

Vi har været i Toscana som ligner Nangijala, men som ikke er det. Vi fløj over skyerne, som ligner et landskab, hvor en lille død dreng med vinger så let kunne flyve rundt (men ikke gør det). En fantasi, som Laurits to store kusiner deler med mig. Skønt. "Tante, tror du ikke, at hvis Laurits ser os, så tryller han sig bare usynlig?". "Jo da, selvfølgelig gør han det. Det kunne ligne ham!" Oline og Amalie har drysset mange guldkorn af sig i form af spørgsmål omkring Laurits, hans 'engleverden' og hans meget fysiske død. De er i en fantastisk alder med ca. tusind spørgsmål om dagen - hver! Jeg er glad for at de spørger (om Laurits og alt andet) men kan også blive lidt bange for, om jeg kommer til at forskrække dem nogen gange. Tror det nu ikke. De virker ikke forskrækkede, bare interesserede i at forstå verden med ALLE dens mystiske ting, hændelser og aspekter. Det er simpelthen en gave at være vidne til, at et lille menneske folder verden ud for sine egne fødder. Jeg vil ikke være den, som i den forbindelse stiller tabu og lukkede døre foran dem. Derfor svarer jeg gerne på, hvad der præcis skete dengang for snart tre år siden. Det indebærer for eksempel at forklare, hvorfor man ikke bare kan beholde sit døde barn hos sig som en bamse. Et fantastisk godt - og vigtigt - spørgsmål, ikke?? Jeg siger også tydeligt ja til, at vi blev meget kede af det, da Laurits var død. Det spørger de nemlig tit om. For det meste er det helt ok med mig at tale om Laurits' død og hans korte liv, men nogen gange rammer det dybt i maven... for så går det op for mig, at det ikke kun er tante Heidi og farbror Bo, der har mistet deres barn, men at det også er Laurits' to kusiner, der har mistet ham og omvendt. Ikke forstået sådan, at jeg tillægger dem en sorg, for jeg tror egentlig ikke, at de sørger eller har sørget, men han mangler jo. Han skulle have været så meget mere og andet end død. Jeg har faktisk sjældent haft følelsen af, at det direkte var synd for Laurits at han døde, men det synes jeg det er, når jeg ser hans to store kusiner, hans lille kusine Talitha og hans fætter Alexander rende rundt med hinanden i hænderne. De fire sammen er et vidunderligt syn! Skønne, sjove, skøre unger! De to små trækker de to store i hver sin retning, og de to store holder tålmodigt sammen på den lille flok. Men... der mangler bare én. Der skulle have været fem unger i den kæde. Jeg ved godt, at børnene (heldigvis!) ikke mærker savnet og smerten, men jeg er ked af det på deres og på Laurits' vegne. Han mangler og han går glip af livet. Rigtig meget liv. Snart tre års liv. Indtil videre, får jeg lyst til at skrive. Det er nemlig sådan jeg oplever det; 'indtil videre'. Det første år gik med at tælle timer, dage, uger og måneder. Nu er det allerede år jeg tæller. År med uden. "-Jeg vil gerne have en hotdog" "-Med rå løg?" "-nej, med uden, tak". Sådan er det at være forældre til et dødt barn. "-Jeg vil gerne have et barn" "-Nå, men så kan du få et med uden liv i. Værsgo."

Laurits er Laurits og ingen anden. Uerstattelig, umulig, urørlig og uforglemmelig. Min lille mystiske møgunge. Alexander er Alexander. Kun mystisk på den levende måde der gør, at man nogen gange undres over, hvad han mon tænker, hvordan han mon oplever verden lige nu og her (Han er endnu ikke nået til alderen med de tusind spørgsmål om dagen). Andre gange er der intet mystik forbundet med ham. Så står hans vilje helt tydeligt frem. Som den aften jeg fik lov at putte ham i seng og han blev ved at sige "Badi, sit!", fordi han ville have mig til at blive siddende i mørket ved siden af hans seng indtil han sov. Hver gang jeg strakte mig lidt for meget som noget, der mindede om at lægge an til at stille mig op kom hans lille komando: "Badi, sit!" Det gjorde jeg lige så gerne, som alle andre tanter sidder ved deres nevøer eller niecer. Det var skønt. Han dimsede rundt i lang tid med biler og sniksnak, men til sidst lå han bare og gumlede på sutten og fik tungt åndedræt. Så rettede jeg min ømme ryg, tørrede en lille tåre af egen kind og gik ud af soveværelset med helt bløde knæ. Alexander er Alexander og ingen anden. Ingen kan gøre som ham. Ingen kan som lige netop ham vise glimt af det som skulle have været. Sådan her ser Bo og jeg ud på ferie med Alexander. Helt perfekt og rigtigt. Samtidig tillader jeg mig at sige, at det også er et billede på, hvordan vi skulle have set ud til hverdag med lille Laurits hos os. Fantastisk at tænke sig, ikke?